Alternativt borgermøde skal lokke folk til i Brønderslev Kommune
Der var omkring 100 børn og voksne mødt op til det alternative borgermøde i Brønderslev.
Kommunen vil udbrede kendskabet til dens CO2-reduktionsplan, men det skal ikke være med det traditionelle borgermøde.
Mødte man op ved Fælleshuset i Brønderslev i dag, kunne første tanke være, at man var med til en byfest. Der var nemlig stillet an med hoppeborge, sluschice og candyfloss.
Det var dog ikke byfest, men derimod borgermøde om Brønderslev Kommunes klimaplan, der blev afholdt.
- Jeg håber, at de lytter til, at vi har et fællesansvar for at løse den her klimakrise, som vi er inde i, og den opgave vi har givet hinanden i forhold til at nå de der mål, som er defineret i Paris-aftalen, siger Dennis Kvesel (V), der er formand for kommunens temaudvalg.
Må tænke anderledes
Udover hoppeborge og fællesspisning er der også leg og quizzer, som skal gøre både børn og voksne klogere på klimaudfordringerne, og hvordan man løser dem.
- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi er i samråd med borgerne, og vi får dem inddraget, siger Dennis Kvesel (V) og fortsætter:
- Det er dem, der skal være med til at fortælle os, hvad vi skal gøre, og vi skal også prøve at forklare dem, hvad det er for nogle udfordringer, vi står overfor.
Ifølge formanden for temaudvalget er tiden løbet fra de almindelige borgermøder, hvor der ikke længere er den samme opbakning, og man måtte derfor finde en anden måde at komme i kontakt med borgerne på.
Vi kan lære meget af det, vi har sat i gang her
Dennis Kvesel (V), formand, temaudvalget
Det alternative borgermøde får også opbakning fra Abas Khalaf, der er projektleder i Fælleshuset i Brønderslev, hvor mødet blev afholdt.
- Der er noget sjov, der er noget leg, der er noget fællesskab, og man får faktisk aktiveret hele gruppen ved, at man siger, hey, vi har de her problematikker, hvordan kan vi ændre dem sammen, siger han.
Måske flere alternative møder i fremtiden
Abas Khalaf tror ikke på, at nogen af de omkring 100 deltagere var dukket op til arrangementet, hvis ikke man havde tænkt anderledes fra kommunens side.
Derfor ser han også muligheder i fremtiden for kommunen ved at arrangere borgermøde på den måde, som man gør det i dag i Fælleshuset.
- Der, hvor man kan rykke mest, er simpelthen ved at inddrage dem, give dem ansvar og ejerskab på de forskellige aktiviteter, man afholder, siger Abas Khalaf.
Det er formentlig heller ikke sidste gang, at Brønderslev Kommunen vil tænke i alternative borgermøder.
- Vi kan lære meget af det, vi har sat i gang her, og hvis det er det, der skal til fremover, så tror jeg, at det er det, vi skal gøre, fordi vi skal være bedre til at være i dialog med borgerne, siger Dennis Kvesel (V).