Barselsforslag fik over 20.000 underskrifter på et døgn

Nordjyske Mie Storm er medstiller af et borgerforslag om at forlænge barslen med far eller medmors øremærkede andel. Forslaget nærmer sig med hastige skridt nok underskrifter til at blive behandlet i Folketinget.

Det er et ønske om at tale ud fra børnenes perspektiv og ikke arbejdsmarkedets, der har fået ti kvinder og én mand til at stille et borgerforslag om, at hele barslen fremover skal forlænges med 11 uger. Det er det antal uger, der står til at blive øremærket til faren eller medmoren. 

- Vi er bekymrede for, at barnets perspektiv bliver overhørt. Historisk bruger fædre ikke den orlov, de har til rådighed, og hvis den ikke bliver brugt, så vil det betyde, at mange børn fremover vil komme tidligere i institution, siger Mie Storm, der er selvstændig.

BORGERFORSLAG

  • Med borgerforslag har borgerne mulighed for at samle støtte til et politisk initiativ og efterfølgende få det fremsat som et beslutningsforslag i Folketinget
  • Borgerforslaget skal have mindst 50.000 underskrifter (fra borgere med stemmeret) for at gå videre til Folketinget
  • Det skal stilles af en borger og mindst tre medstillere
  • Ordningen blev etableret i januar 2018
  • Borgerforslag stilles gennem hjemmesiden borgerforslag.dk
  • Indtil videre er ingen borgerforslag blevet vedtaget som lov


Kilde: Folketinget

Frustration i småbørnsfamilier

For to uger siden blev fagbevægelsen og arbejdsgiverne i Danmark enige om en ny model for barsel, hvor begge forældre får øremærket 11 ugers barsel. Det har siden skabt masser af debat, og nu har det også ledt frem til borgerforslaget, der blev stillet mandag.

I skrivende stund har forslaget fået 29.283 underskrifter. Det glæder Mie Storm, som forventer, at forslaget når over 50.000 underskrifter, inden ugen er omme:

- Jeg tænker, at forslaget tapper ind i en frustration i mange småbørnsfamilier, der er trætte af at blive negligeret. Det er arbejdsmarkedets parter, der er blevet hørt i denne sag og ikke forældrene selv.

Du kan læse borgerforslaget her.

Undersøgelser viser, at kvindens karriere og økonomi sakker bagud, når hun får et barn, hvorimod det ikke er tilfældet for mænd, der bliver fædre. Er forslaget om øremærket barsel til mænd ikke et skridt på vejen til mere ligestilling?

- Vi skal reframe, hvad barslen handler om. Det handler ikke om ligestilling, men om omsorg for det lille barn. Det er arbejdsmarkedets problem, at barslen går ud over morens karriere og økonomi – det er ikke familiens problem, siger Mie Storm.

Øremærket barsel til far og medmor blev også debatteret i panelet i DigiTALT 21. september. Se debatten herunder:

Erfaringer fra Norge

Konkret ønsker forslagsstillerne, at dagpengeretten forlænges i 11 uger. Forslaget bygger blandt andet på erfaringer fra Norge.

Norske fædre har i alt 15 ugers øremærket barsel, og de har haft øremærket barsel siden 1993. Det kaldes fædrekvoten i Norge. Øremærkningen har ført til, at fædre tager markant mere barsel i Norge.

Samtidig er der de seneste år sket en stigning i antallet af norske kvinder, der tager selvbetalt barselsorlov. I 2008 tog 18 procent af kvinderne selvbetalt orlov, mens tallet i 2017 var steget til 30 procent af kvinderne. 


Seneste nyt

fra Nordjylland