Brutalt drab for retten igen: Fik 12 år for at dræbe far med hammer

Vestre Landsret skal tage stilling til sagen, hvor en 21-årig mand er idømt 12 års fængsel for at have slået sin far ihjel.

Thi kendes for ret, tiltalte straffes med fængsel i 12 år. Sådan lød afgørelsen i byretten i Hjørring 17. november sidste år, da en 21-årig mand fik sin straf for tilbage i sommeren 2020 at have slået sin far ihjel, blandt andet ved at slå ham mindst 14 gange med en hammer.

Tirsdag tager Vestre Landsret hul på sagen, efter at den 21-årige har anket dommen. Under sagen i byretten forklarede den 21-årige blandt andet, at der var tale om nødværge, og sammen med sin forsvarer forsøgte han at overbevise retten om, at der altså ikke var tale om drab.

Om Vestre Landsret ser med andre øjne på sagen, vil vise sig i de kommende dage, når den brutale sag igen oprulles i en retssal.

Sagen tog sin begyndelse, da Nordjyllands Politi modtog en anmeldelse 24. juli 2020 om et mistænkeligt dødsfald i en villa på Lonesvej i Hjørring. Ved ankomsten fandt betjentene husets 53-årige beboer liggende død i entréen.

Undersøgelser viste, at manden havde været udsat for grov vold, og nogle døgn senere blev hans dengang 19-årige søn anholdt og varetægtsfængslet, sigtet for vold med døden til følge.

Foromtale af retssag

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Det første retsmøde i denne sag er fastsat til onsdag 31. august ved Vestre Landsret i Aalborg. Der er i alt afsat fire retsdage.

Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Vold ændret til manddrab

Det blev senere ændret til en tiltale for manddrab. Det skete på baggrund af, at politiet ud fra de tekniske undersøgelser og farens skader vurderede, at den unge mand den skæbnesvangre aften slog sin far adskillige gange i hovedet med en hammer, ligesom han ifølge tiltalen stak eller snittede faren flere gange på halsen med en skarp genstand.

Til sidst skal sønnen have kvalt sin far med et bælte, som han strammede så hårdt om farens hals, at bæltet knækkede. Obduktionsrapporten viste, at faren blev dødeligt kvæstet under overfaldet.

Han fik blandt andet påført flere kraniebrud, herunder kraniebrud med underliggende hjernekvæstelse og blødninger i hjernen. Sammen med bæltet om halsen førte det hele til, at den 53-årige mand døde.

Sønnen: Det var nødværge

Under sagen i byretten forklarede sønnen, at der var tale om nødværge, fordi faren længe havde været på nakken af ham og optrådt truende. Blandt andet efter fundet af en joint, som faren beskyldte sønnen for at være i besiddelse af.

Den skæbnesvangre aften kom det til et opgør mellem de to, som udviklede sig voldeligt, men sønnen mente, det på grund af omstændighederne var nødværge.

Byretten så dog anderledes på begivenhederne og kendte den unge mand skyldig i drab, som blev takseret til fængsel i 12 år.


Seneste nyt

fra Nordjylland