Bytte bytte købmand: Særligt marked skal sætte fokus på bæredygtighed
Nyt er yt. Sådan lyder sloganet bag byttemarkedet, der i dag fandt sted i Skørping.
475 nordjyder brugte søndagen i bæredygtighedens tegn.
Der var nemlig byttemarked i Skørping fra 10 til 15. Her medbragte de mange besøgende en masse af deres brugte ting, som andre kunne få glæde af. Et stort gratis genbrugsmarked.
Susanne Stenstrup fra Arden har været en tur i gemmerne for at finde guld frem til byttemarkedet.
- Det er egentlig lidt nogle pænere ting, fordi så tænkte jeg, at jeg kunne deltage i det her.
Størstedelen af de besøgende har medbragt alt lige fra tøj, til sko, værktøj, bøger og legetøj.
Susanne Stenstrup går op i genbrug, så selvom hun ikke har haft mulighed de tidligere år, så var det nu tid til at besøge byttemarkedet, for at få noget andet godt men brugt med hjem.
- Jeg tror simpelthen ikke, at jeg har købt ikke-genbrug de seneste 15 år, ud over de underbusker, jeg har købt.
Der skulle dog heller ikke gå lang tid, før hun fik øje på noget.
En trøje med glimmer og nogle duge var lige, hvad hun havde brug for.
- Dels er det nogle duge, og så har det jo det fantastiske hårdtvævet bomuld, og jeg har det så skidt med, at det ikke bliver brugt til noget. Det er jo det, der er det gode ved det. Så har man måske fået købt sig noget stof, som man kan aflevere til nogle andre, og så tager de det med hjem, siger Susanne Stenstrup begejstret.
Otte års byttemarked
Byttemarkedet startede som en del af KlimaRebilds klimauge, hvor frivillige organisationer går sammen om at lave aktiviteter i hele kommunen, som er godt for klimaet.
Det er dog ikke helt gratis, for kommunen har sat 200.000 kroner af til aktiviteterne i de to uger.
Bitt Juul Jensen er frivillig i Bedsteforældrenes Klimaaktion og var med til at starte byttemarkedet for snart otte år siden.
- Ideen er jo, at det jeg ikke længere kan bruge, det kan en anden bruge. Vi havde lige en dejlig oplevelse, hvor en af mine medaktivister var ved at hænge en frakke op, den nåede ikke engang at komme op på bøjlen, før den var taget ned, siger Bitt Juul Jensen.
Sidste år var der cirka 500 besøgende, og allerede ved middagstid kunne de tælle mere end 300 besøgende i år.
Det handler om bæredygtighed
Selvom det måske ikke er på grund af bæredygtigheden, at der er så mange besøgende, så forsøger Bitt Juul Jensen og de andre frivillige dog at gøre opmærksom på klimaet.
- Måske er det ikke lige bæredygtighed, som de snakker om, men vi sætter skilte op og signalerer, at det her har noget med klimaet at gøre.
Byttemarkedet fik da også Susanne Stenstrups øjne op for, hvor meget tøj, man egentlig har, som man ikke bruger.
- Selv sådan en som mig, som sørger for ikke at købe for meget, havde jeg alligevel to poser.
Nok ledte Susanne Stenstrup efter foldeud-bøger til sit barnebarn, men det endte altså ikke med at blive det, som kom med hjem til Arden.
Efter en god tur rundt i de proppede lokaler var det en glimmer bluse og to farverige duge, som hun kunne gå derfra med. Hun skulle dog først lige finde sin mand blandt de mange ting og mennesker, før turen kunne gå hjem mod Arden.