Endelig taler han: Nordjysk fodboldboss tordner mod FIFA

DBUs overhoved, nordjyske Jesper Møller, har 'aldrig oplevet noget lignende,' siger han på opsigtsvækkende pressemøde.

- Jeg er ikke bare skuffet, jeg er vred.

Efter flere dage, hvor mange har efterlyst ord og handling fra DBUs topboss, den nordjyske formand Jesper Møller, trådte advokaten endelig frem.

Det skete på et pressemøde hvor han tordnede mod verdensforbundet FIFA og det pres, de har lagt på spillerne under det skandaleombruste VM i Qatar.

Sammen med en anden nordjyde, fodbolddirektør Peter Møller fra Gistrup, lovede en tydelig oprørt Jesper Møller handling fra DBU.

- Det er dybt kritisabelt, det vi har oplevet. Tingene er eskaleret de seneste dage. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er fuldstændig uacceptabelt, det vi oplever, siger formanden, der har været med ved adskilllige slutrunder. 

'Bøllemetoder'

Baggrunden er at Danmark sammen med blandt andre England ønskede at spille med et anførerbind med teksten 'One Love' og regnbuefarve. 

Men homoseksualitet er ilde set i Qatar, og derfor har FIFA - dog ikke offentligt - forbudt det.

Først med bøde.

Da Danmark så sagde de havde i sinde blot at betale bøden, var det med trusler om sportslige konsekvenser: Advarsler og karantæne.

Alt det afslørede Jesper Møller, der oprindeligt er fra Skørping og er tidligere formand for AaB.

20221123-121123-L-5616x3744ma
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

- Hvorfor sidder jeg her først nu, kan man så spørge? Fordi vi håbede at skille det politiske og sportslige af. Det kan åbenbart ikke lade sig gøre, siger han og opfordrer til at spillerne for lov at fokusere på fodbold.

- Vi (Danmark og de andre syv lande, red.) er alle forundrede over og uenige i, at vi ikke kan få lov til at bruge det anførerbind. Der arbejdes allerede nu på det (...) på juridisk niveau, siger han og bakkes op af Peter Møller, der kalder FIFAs håndtering for 'bøllemetoder.'

- Det største problem er, at FIFA helt uhørt går ind og truer på den måde, som de gør, lød det fra Peter Møller.

Kort efter landsholdsbossernes pressemøde gik Tyskland på banen til deres kamp mod Japan.

Her poserede de på holdfotoet med hænder for munden - i protest mod FIFA.

Tysklands anfører, Manuel Neuer havde modsat Danmarks Simon Kjær det omdiskuterede One Love-anførerbind på. 


Seneste nyt

fra Nordjylland