Glæde i Løvvangen over krav om fleksibel udlejning
Foto: TV2 Nord
Kaare Dybvad har tidligere været i Aalborg og Nørresundby for at se på, hvordan den såkaldte Aalborg-model har holdt boligområder ude af Ghetto-listen.
To boligområder i Aalborg Kommune er med i nyt regeringsudspil, der skal hindre, at områderne udvikler sig til parallelsamfund.
I to almene boligområder i Aalborg og Nørresundby skal kommunen ikke kunne anvise nye beboere, der er på overførselsoverenskomst, har en dom eller ikke er europæiske statsborgere. Det foreslog regeringen onsdag i et nyt udspil.
Målet er, at områderne "ikke udvikler sig til morgendagens parallelsamfund," hedder det i udspillet.
De to områder, der i givet fald omfattes, og hvor der efter regeringens opfattelse er brug for en særlig forebyggende indsats, er Grønlandskvarteret i Aalborg og Løvvangsområdet i Nørresundby.
- Vi har i alt for mange år lukket øjnene for den udvikling, der var undervejs, og først handlet, når integrationsproblemerne blev for store. Nu vil vi sørge for, at vi ikke én gang til stikker hovedet i busken, mens nye parallelsamfund vokser frem, skriver indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i en pressemeddelelse.
Regeringens udspil skal nu drøftes med de øvrige partier.
Opfylder flere kriterier
De to boligområder i Aalborg Kommune opfylder tre ud af fem kriterier, regeringen har opstillet for at havne på listen (en liste, der ikke skal forveksles med den såkaldte ghettoliste):Begge steder er mere end 30 pct. af beboerne uden for arbejdsmarkedet - i Grønlandskvarteret er det 34,1 pct., i Løvvangen 38,3 pct.
Og begge steder har flere end 30 pct. af beboerne en ikke-vestlig baggrund. Det gælder i Grønlandskvarteret 35,5 pct. af de godt 2400 indbyggere, mens det i Løvvangen er 45,0 pct. af de ca. 1800 indbyggere, der ikke har vestlig baggrund.
Derudover "rammes" Løvvangs-området af, at 1,65 pct. af beboerne har en dom, mens det i Grønlandskvarteret er en lavere gennemsnitlig bruttoindkomst, der er med til at sikre området en plads på listen.
Fleksibel udlejning
Boligområderne på listen skal ifølge udspillet have såkaldt "fleksibel udlejning". Udtrykket dækker over, at man afviser nye beboere, der har ikke-vestlig baggrund, en dom eller er på overførselsindkomst.En del af Løvvangs-området består af almene boliger, som Sundby-Hvorup Boligselskab lejer ud. Og boligselskabets formand, Hans Bøyen Christensen, er glad for regeringens udspil.
- Vi har allerede i snart fire år haft fleksibel udlejning i Løvvangen af præcis dé grunde, regeringsudspillet nævner. Det har endnu ikke ændret en masse, men vi tror på metoden, og derfor er det helt fint med os, hvis man nu forlanger fleksibel udlejning, så vi kan fortsætte med ordningen, siger Hans Bøyen Christensen.
Han pointerer, at de, der afvises, hvis de søger lejlighed i Løvvangen, kan få tag over hovedet - men blot i andre af selskabets afdelinger.
I Region Nordjylland er i alt tre områder med på listen. Udover de to i Aalborg Kommune er det Havrevej i Thisted Kommune. Sidstnævnte opfylder alle regeringens fem kriterier.