Her er de nye restriktioner der gælder fra i dag

Søndag morgen vågner vi endnu en gang op til en række skærpede restriktioner på grund af stigende smitte af corona.

De nye restriktioner træder i kraft søndag morgen klokken 8 og varer fire uger frem til 17. januar.

Restriktionerne omfatter blandt andet en total nedlukning af kulturlivet, herunder biografer, teatre, forlystelsesparker og lignende.

For serveringssteder indføres der forbud mod at skænke alkohol efter 22, ligesom alle ansatte med kundekontakt skal bære mundbind, selvom de kan fremvise gyldigt coronapas.

Der er bred politisk opbakning til alle nye coronarestriktioner, som statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede på et pressemøde fredag.

TV2 Nord var med til den sidste forestilling i år i Aalborg Kongres og Kulturcenter lørdag aften, da der var musical på programmet:

Ann-Dorte Brædahl var blandt de gæster, der valgte at suge kulturen til sig lørdag aften, inden nedlukninger fra i dag søndag.


Lokaler med erhverv der lukkes:

· Spillehaller

· Kasinoer

· Lege- og badelande

· Forlystelsesparker og tivolier

· Messer og lokaler til konferencer og foredrag

Lokaler til kulturelle aktiviteter der lukkes:

· Spillesteder

· Teatre

· Biografer

· Museer

· Kunsthaller

· Kulturhuse

· Forsamlingshuse

· Folkehøjskoler

· Selskabslokaler

· Zoologiske anlæg

· Akvarier

· Lokaler til menighedsarrangementer og idrætsarrangementer med betalende tilskuere

Tiltag på serveringssteder:

· Serveringssteder skal stoppe udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke klokken 23

· Generelt forbud mod salg af alkohol i perioden 22-05

· Indendørs arealkrav på 2 kvadratmeter per gæst for siddende gæster og 4 kvadratmeter for stående

· Krav om mundbind eller visir for personale med kundekontakt, uanset om de kan forevise coronapas

· Krav om opsætning af informationsmateriale fra Sundhedsstyrelsen samt krav om håndsprit.

Øvrige tiltag:

· Kravet om mundbind udvides til blandt andet lokaler på kultur- og erhvervsområdet, hvor der er offentlig adgang. Eksempelvis uddannelsesinsitutioner, køreskoler, take-awaysteder og gudstjenester.

· Indendørs arealkrav i detailhandlen og til gudstjenester og religiøse handlinger.

· Krav om pladsbillet og coronapas i intercity- og intercity-lyntog samt krav om coronapas i fjernbusser.

· Arbejdspladser anbefales at opfordre til hjemmearbejde.

· Begræns mængden af sociale kontakter i juletiden.


Seneste nyt

fra Nordjylland