Minkavlere drøfter usikker fremtid

Fredag mødtes danske minkavlere i Herning på initiativ af Foreningen Danske Mink. Der skulle blandt andet snakkes om, hvilken fremtid minkavlerne kan se frem imod.

Cirka 100 minkavlere har fredag været til informationsmøde i Herning, hvor programmet blandt andet lød på fremtiden for de minkavlere, som kunne tænke sig at genoptage erhvervet.

Erik Westergaard, som er minkavler i Gjøl, er klar til at genstarte sin virksomhed, men han vil have svar fra politikerne, før han går i gang igen.

- Vi skal have en sikkerhed for, at vi kan få lov til at importere dyrene og få lov til fortsat at producere dem. Politikerne skal give en garanti, hvis jeg skal satse flere millioner på at komme i gang igen, siger Erik Westergaard.

MINKAVL - ET AFLIVET ERHVERV

  • Danmark havde ca. 17 millioner mink, da Staten beordrede dem aflivet i november 2020
  • Minkavlerne kan købe nye avlsdyr med danske gener i blandt andet Island, Polen og så langt væk som Grækenland
  • Branchen skønner, at der er behov for mellem 200.000 og 500.000 nye dyr for at starte en ny pelsproduktion op i Danmark. Det er planen at de skal opformeres i løbet af 2022, så der kan etableres en rentabel produktion i 2023
  • Lovgivningen forbyder produktion af mink frem til 1. januar 2022

Måske nye mink i 2022

Ifølge lovgivningen om aflivning af og midlertidig forbud mod hold af mink, så er det indtil 31. december 2021 ulovligt at holde og importere og eksportere mink.

Derfor burde minkavlerne - som det ser ud nu - fra 1. januar igen kunne avle mink.

Men ifølge Statens Serum Instituts seneste risikovurdering, kan minkavl fortsat udgøre en sundhedsrisiko af ukendt størrelse for mennesker. Af den grund er det stadig usikkert, hvorvidt minkavlerne kan få lov til at starte op igen.

Hvis ikke minkavlerne snart kan komme i gang med at købe nye avlsdyr, er det ifølge Erik Westergaard svært at se en fremtid for branchen. 

- Hvis ikke vi har accept fra politikerne inden 1. oktober, tror jeg, at løbet er kørt. Vi kan ikke vente et helt år mere på at komme i gang, for så har folk givet op, siger Erik Westergaard.

Kræver minister i samråd

Landbrugsordfører fra Konservative, Per Larsen, ser gerne, at regeringen snarest muligt får fundet ud af, hvorvidt minkavlerne kan få lov til at starte op på deres erhverv igen.

- Jeg synes, at ministeren skal tage sig sammen og sørge for at komme med en klar melding, siger Per Larsen

Per Larsen (K) vil indkalde ministeren til et hastesamråd.

Men minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), mener ikke, at tiden er inde til at tage nogen beslutning endnu. Han vil ikke risikere at tage nogen sundhedsmæssige chancer.

- Vi vil være helt sikre på, at når vi gør noget på det her felt, skal vi være trygge ved, at vi undgår smittespredning, siger Rasmus Prehn.

Rasmus Prehn (S) vil finde et bredt flertal i folketinget.



Seneste nyt

fra Nordjylland