Kvinde dømt for at sælge babyalarm 25 gange
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Kvinden blev tirsdag ved retten i Aalborg idømt en behandlingsdom efter at have svindlet sig til et større beløb.
En 44-årig kvinde fra Aalborg blev tirsdag idømt en behandlingsdom for en lang række af bedragerisager. Hun var tiltalt for 40 tilfælde af bedrageri til et samlet beløb på næsten 90.000 kroner.
Kvinden fik en behandlingsdom og erkendte det hele oplyser, specialanklager Mette Vestergaard.
De fleste punkter i anklageskriftet handlede om, at det lykkedes kvinden at sælge en babyalarm hele 25 gange via DBA og derved lokke tusindvis af kroner ud af intetanende købere, som aldrig modtog nogen babyalarm.
Bedrageri med lejebolig
Flest penge fik kvinden hevet op af lommen på folk ved, på de to sites findroommate.dk og lejebolig.dk at foregive, at hun var indehaver af en lejebolig, som hun ville leje ud.
Flere ville leje lejligheden og sendte kvinden indskud på mellem 8.000 og 23.500 kroner, men fik aldrig nøgle eller bolig – kun en lang næse.
De mere end 40 tilfælde af bedrageri foregik ifølge anklageskriftet over en periode fra juli 2019 til maj 2020, og bedrageriet beløbe sig i alt til godt 88.000 kroner.