Pensionist hjælper rumænere på gaden: - Jeg giver en skilling hver dag
Birthe Larsen forsøger at hjælpe Diana Miclescu hver dag, når hun går forbi.
Et rumænsk par lever på gaden, efter de blev narret til Danmark - det kunne Birthe Larsen ikke holde ud at se, så derfor har hun tilbudt dem sin hjælp.
Pensionist Birthe Larsen går hver dag forbi det rumænske par Diana og Anghel Miclescu i gågaden i Aalborg.
- Jeg kan ikke holde ud at se, at hun sidder og fryser her, fortæller Birthe Larsen og fortsætter:
- Så jeg har samlet nogle tæpper sammen fra nogen, overtøj fra nogle forretninger, og har selv bidraget. Jeg giver en skilling hver dag, som de kan sende hjem til deres børn.
Blev lovet arbejde
De to rumænere, som pensionisten fra Aalborg hjælper er Diana og Anghel Miclescu.
De kørte til Danmark i slutningen af oktober fra deres hjem i byen Târgu Jiu i det sydøstlige Rumænien. Parret var blevet lovet arbejde i Danmark, og jagtede en bedre fremtid til deres to børn.
- Vi er rejst fra Rumænien, fordi vi har ikke har et hus. Vi har kun et værelse, og her bor vi fem mennesker. Mig selv, min mor, min mand og mine to børn. Vi har ingen elektricitet, og når brændet slipper op, er der ingen varme, fortæller Diana Miclescu, mens hun sidder i Bispensgade i Aalborg og strikker.
Jeg kom her med en drømmen om at skabe en fremtid for mine børn, så de kan gå i skole, have et sted at bo med elektricitet og varme
Diana Miclescu
Parrets to børn. En dreng på 10 og en pige på 14 blev efterladt hjemme i Rumænien hos deres mormor.
- Min mor er meget syg. Hun er 70, men min datter er meget stærk. Hun kan tage vare på hendes bror. Hun arbejder, så de kan klare sig. Jeg tror på min datter, og jeg tror, at alt bliver godt en dag. Det håber jeg, smiler Diana Miclescu.
Se hele indslaget fra gaden i Aalborg:
Ville give børnene en bedre fremtid
Diana og Anghel Miclescu havde planlagt, at de ville sende de penge hjem, som de tjente i Danmark.
Parrets drøm er at give børnene råd til uddannelse og håb om en bedre fremtid end deres egen. De blev snydt af en annonce på internettet. Der var intet arbejde heroppe, og nu bor de i bilen og lever på gaden.
- Jeg er heldig, jeg har lært at strikke af min mormor, så jeg prøver at gøre et eller andet, så jeg kan sende noget hjem til mine børn, så de kan få mad, og vi kan overleve her, fortæller Diana Miclescu og påpeger, at det ikke er en mulighed at køre hjem igen.
- Hvis jeg tager hjem, så har jeg ingenting. Jeg prøver at sælge nogle ting her eller finde et job. Jeg kom her med en drømmen om at skabe en fremtid for mine børn, så de kan gå i skole, have et sted at bo med elektricitet og varme. Jeg kom med en drøm, og jeg vil ikke give op, slutter Diana Miclescu.
Foreløbig klarer Diana og Anghel Miclescu sig på gaden i Aalborg - med god hjælp fra en barmhjertig nordjyde.
- Jeg kan ikke lade være. Vi kan ikke være det bekendt. Der er jo ikke nogen af os, der mangler nogen ting. Vi glemmer at tænke på, at der er mange, der har brug for hjælp, men lad os begynde et sted, påpeger Birthe Larsen.