Larm, lugt og mangel på udluftning: Nu forbedres indeklimaet på skoler i Nordjylland

Indeklimaet er for dårligt i mange klasselokaler, men nu er der hjælp på vej til skoler i Aalborg og Frederikshavn.

Klasselokaler med dårlig udluftning, for meget larm og ildelugtende madpakker kan have stor betydning for elevers koncentration og trivsel. Derfor får 11 kommuner i hele landet nu støtte fra Realdania til at forbedre indeklimaet.

To af kommunerne ligger i Nordjylland. Det gælder Frederikshavn og Aalborg, der kan se frem til at få del i støtten fra Realdania.

- Kommunerne bruger hen over årene store milliardbeløb på at renovere og modernisere deres folkeskoler. Vi vil gerne inspirere flere af dem til også at indtænke forbedringer af indeklimaet, når de alligevel bygger om eller bygger nyt, siger Anne Gade Iversen, projektchef i Realdania.

Forskellige løsninger

De 11 kommuner skal i første omgang i gang med at udvikle en plan for indeklimaet. Det kan nemlig være meget forskellige problemer, der skal løses på skolerne.

- Det er vigtigt at forstå, at indeklima er mange ting. Skolernes indeklima løses ikke med et quick fix. Der findes ikke én løsning, som passer på alle skoler, siger Anne Gade Iversen.

Hun nævner, at nogle skoler kan have brug for solafskærmning, så klasselokalerne ikke bliver for varme, mens andre kan have brug for et nyt ventilationsanlæg. Der kan også blive behov for rumdelere, hvis en klasse er særlig generet af larm.

Fakta om skolers indeklima

  • 53 procent af klasserne overskrider den anbefalede øvre grænse for CO2-koncentration. Dette er stort set samme resultat som ved tidligere målinger i 2009 og 2014

  • Ventilationsformen har markant betydning for luftkvaliteten. Klasser med et ventilationsanlæg med både indblæsning og udsugning har bedre luftkvalitet end klasser, hvor lærere eller elever manuelt må åbne vinduer for at lufte ud

  • Mindre rumvolumen per elev resulterer i højere CO2-koncentration. Luftkvaliteten afhænger således af, hvor mange elever der er samlet i et klasseværelse

  • Eleverne oplever signifikant mindre øjenirritation, hovedpine og træthed og de oplever signifikant bedre koncentration og lyst til skolearbejdet, når de har været ude i frikvarteret, og der er luftet godt ud

  • Eleverne laver seks procent færre fejl i en koncentrationstest, når de har været ude i frikvarteret, og der er luftet godt ud


Kilde: Masseeksperimentet 2021, Realdania

Ingen forbedringer på 13 år

Luften i klasselokalerne i danske skoler blev målt sidste år med den landsdækkende undersøgelse Masseeksperiment 2021, som var arrangeret af det nationale naturfagscenter Astra og finansieret af Realdania.

Undersøgelsen viser, at grænseværdien for CO2-koncentrationen i luften bliver overskredet i over halvdelen af lokalerne. Det er samme resultat, som også blev målt ved en tilsvarende undersøgelse for 13 år siden.

I 18 procent af klasselokalerne er koncentrationerne mere end dobbelt så høje som det anbefalede niveau. Samtidig viser undersøgelsen, at frisk luft fra frikvarter eller udluftning giver eleverne bedre koncentration og større lyst til skolearbejdet.

- Det er velkendt, at indeklimaet i en stor del af de danske skoler stadig ikke lever op til anbefalingerne. Men nu har vi fået meget tydelig dokumentation for, at der er gode gevinster at hente ved at forbedre luftkvaliteten, sagde professor Jørn Toftum fra DTU i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen i marts 2022.


Seneste nyt

fra Nordjylland