Obduktion af hval viste flere sår og ar
Se hele indslaget om den obducerede hval.
Mandag skulle næbhvalen, der i weekenden blev erklæret død, obduceres på Aalborg Universitet. Obduktionen skulle gøre forskere klogere på det store pattedyr.
Et hav af mennesker var mødt op mandag for at få et glimt af den 820 kilo tunge og fire en halv meter lange næbhval på Aalborg Universitet.
Det var nemlig dagen, hvor den skulle obduceres af fem forskere efter at have ligget i Voerså i to dage. En af dem, der er dukket op, er Mikkel Juhler.
- Ren nysgerrighed. Det er jo sjældent, at man kan se en hval, og så ovenikøbet se en, der bliver obduceret, siger han.
- Jeg tænker, at jeg vil huske det – det er jeg overbevist om.
Søger mere viden
Udover publikum var også fem forskere til stede, som skulle åbne næbhvalen for at obducere den.
De leder blandt andet efter dødsårsagen, og under obduktionen kunne der da også ses noget. Det var blandt andre dyrlæge Trine Hammer Jensen, der var med til at åbne hvalen.
- Den havde en hel masse hudlæsioner af forskellig art – sår og ar – som vil blive undersøgt nærmere, og så havde den nogle blødninger omkring tarmen, siger hun.
Viden om næbhvalen er meget begrænset, fordi den lever på dybt vand, og i Danmark er viden endnu mindre, fordi hvalen er en meget sjælden gæst.
- Vi har ikke ret mange strandinger af dem i Danmark, der har været lidt ovre på svenske kysten, så der kommer nogle ind i Kattegat i ny og næ, men det er et sjældent dyr, siger vildtkonsulent hos Naturstyrelsen Ivar Høst.
Ikke den første hval
Næbhvalen er langt fra den første hval, som de seneste år er blevet set i Nordjylland – både spækhugger, pukkelhval og sejhval har inden for de sidste fem år været på besøg i Nordjylland.
Ifølge Ivar Høst er det da også svært at forklare, hvorfor der de senere år har været flere hvaler på besøg i Nordjylland.
- Man kan sige, at der er mange ting under forandring med klima og havstrømme, og det kan godt være, at det lokker nogle hvaler tættere på os, end de ellers ville være, siger han.
Bliver klogere
Selvom det måske ikke kan lade sig gøre at finde årsagen til næbhvalens død, så kan flere prøver gøre forskerne klogere på livet under vandet.
- Så deler vi de det her og så får vi med tiden et større og større billede af, hvad der foregår, siger Trine Hammer Jensen.
Skelettet af næbhvalen skal efter obuktionen fragtes til Statens Naturhistoriske Museum.