Allan cykler for Team Rynkeby: - Jeg vil tænke på min niece, når jeg cykler ind i Paris
Allan Timm skal cykle for Team Rynkeby for at samle ind til børn med kritiske sygdomme - hans 17-årige niece Julie Timm kæmper selv med kræft på fjerde år.
65 nordjyder drog i morges af sted på en 1400 kilometer lang cykeltur mod Paris for Team Rynkeby, som samler ind til børn med kritiske sygdomme. Allan Timm fra Aabybro er med for første gang , og han har en helt særlig motivation.
Jeg siger bare sæt i gang, griner 17-årige Julie Timm, mens hun hjælper sin onkel, Allan Timm, med at få den gule cykel ned fra stativet.
Klokken er syv om morgenen, og om en time går en 1400 kilometer lang cykeltur i gang med Paris som slutdestination.
Allan Timm skal køre med på Team Rynkeby, som samler penge ind til fordel for børn med kritiske sygdomme - blandt andet støtter de Børnecancerfonden og Børnelungefonden.
Det er så rørende, og jeg er virkelig glad for det
Julie Timm, Frederikshavn
- Det bliver en fantastisk oplevelse, hvor jeg måske får lidt ondt i bagdelen, men det er det hele værd, siger Allan Timm, der sammen med 64 andre nordjyder er mødt tidligt op ved Musikkens Hus i Aalborg for at sætte gang i turen.
- Jeg så det her som en mulighed for at gøre noget mere. Børn skal ikke være syge, det er så uretfærdigt, så lad os da gøre alt i verden for at hjælpe, siger Allan Timm, der bor i Aabybro og til dagligt er Kommerciel direktør ved Glerups, der laver hjemmesko.
Julie kæmper mod kræften på 4. år
Det er Allan Timms første gang med Team Rynkeby, og han har aldrig før brugt lang tid på en cykel. Men hans store motivation er hans 17 årige niece Julie, der har kæmpet mod kræft i fire år. Hun var mødt op for at støtte ham og de andre nordjyder i den lange cykeltur.
- Det er det fedeste projekt. Det er samtidig så rørende, og jeg er virkelig glad for det, siger Julie Timm fra Frederikshavn, der har fået en knoglemarvstransplantation af to omgange, og som nu kæmper med efterfølgende behandling af dét og ikke mindst kemo.
- Projektet gør en kæmpe forskel for os børn med sygdomme, fordi det giver os et frirum, da nogle af pengene bliver brugt til arrangementer, hvor vi kan mødes og føle os lidt normale og dermed ikke skal ligge på en lille stue og føle os syge, siger Julie Timm.
Nordjylland gør sig bemærket
Inden afgang var der arrangeret fælles morgenmad i Musikkens Hus, hvor der også var en konkurrence og flere taler, som tydeligt berørte flere af de samlede.
- Det er helt enestående at stå her i dag og skulle af sted, for det er et vigtigt formål, siger Simon Bak Mortensen, kaptajn for Team Rynkeby Nordjylland.
Det bliver en fantastisk tur med fantastiske mennesker, der har hjertet på det rette sted
Allan Timm, Kommerciel direktør, Glerups
I alt deltager 2400 cyklister fra otte forskellige lande i Team Rynkeby. Teamet fra Nordjylland forventes at slå deres rekord og lave en indsamling på omkring 1,4 millioner kroner.
- Nordjylland har været enestående i forhold til antallet af ansøgere, ryttere og servicefolk generelt set i Danmark. Det er i sig selv fantastisk og forudsætningen for, at vi kan lave den her indsamling, siger Simon Bak Mortensen.
Allan tænker på Julie hele vejen
Selvom solen ikke kommer helt igennem skyerne, og det bliver en blæsende start på turen mod det franske, så var humøret højt hos de nordjyske cykelryttere.
- Den største udfordring bliver at komme op på sadlen, når vi kommer flere dage hen, men ellers tror jeg, det bliver en fantastisk tur med fantastiske mennesker, der har hjertet på det rette sted, siger Allan Timm, der er glad for opbakningen fra familien - og især fra Julie.
- Jeg følger dem på de sociale medier, og så har min onkel lovet, at han vil sende en masse billeder og videoer, siger Julie Timm.
Allan Timm er heller ikke i tvivl om, hvem han vil tænke på, når han kører over målstregen i Paris om syv dage.
- Jeg vil tænke på Julie.