1100 år gammel vikingehal blev fundet på parcelhusgrund: Nu kan du selv se det vilde fund
Foto: Nordjyske Museer
Vikingehallen er kun delvist udgravet, men er op mod 40 meter.
Nu kan interesserede besøge den store vikingehal, der sidste år blev fundet i Hune.
Det var et usædvanligt syn, der mødte arkæologer i forbindelse med udstykningen af en parcelhusgrund i Hune i december sidste år.
Siden har arbejdet stået på, og op ad jorden er der kommet spor efter en stor vikingehal. 40 meter lang og op mod ti meter bred måler hallen, som kan dateres tilbage til Harald Blåtands tid omkring år 900.
- Der er tale om det største vikingetidsfund af den her karakter i mere end ti år, og vi har ikke set noget lignende før her i det nordjyske, selvom den kun er delvist udgravet, siger udgravningsleder og arkæolog ved Nordjyske Museer Thomas Rune Knudsen.
Tilhørte datidens elite
Vikingehallens størrelse indikerer, at det har været et prestigebyggeri, som har været beboet af en af samtidens vigtige og magtfulde familier.
Dateringen viser, at den er fra samme tid som den store runesten, der er placeret i Hune Kirke. På runestenen nævnes Runulv den Rådsnilde.
- Det er svært at bevise, at den fundne vikingehal tilhørte Runulv den Rådsnildes slægt, men det er bestemt en mulighed. Om ikke andet repræsenterer runesten og hal samme sociale klasse og begge hører til samfundets elite, siger Thomas Rune Knudsen.
Udgravningen af vikingehallen har stået stille hen over vinteren, men den 9. marts genoptages arbejdet. I den forbindelse kan interesserede komme og se og høre om fundet.
Det store fund gør, at forståelsen af vikingetiden i det nordjyske kan ændre sig, og udgravningen er ved Stenmarken 8 i tidsrummet 16:30-18:30.