Grønnere festival: Bo i paptelt på Nibe Festival
Foto: Nibe Festival
Gæster på Nibe Festival kan for første gang købe plads i et paptelt. De nye telte er et af flere tiltag for at blive en mere bæredygtig festival.
Egentlig er der totalt udsolgt på Camp Karma, som er et af teltområderne på Nibe Festival. Men nu åbner festivalen op for ti ekstra telte. Og det er nogle helt særlige af slagsen – Nibe Festival stiller nemlig ti såkaldte KarTents op.
KarTents er bæredygtige telte i pap.
- En festivalcamp ligner jo lort, undskyld udtrykket, når folk forlader dem. Det her er en forsøgsordning med telte, der er nemme at tilintetgøre - medmindre folk gerne vil have dem med hjem, siger Peter Møller Madsen, der er leder for Nibe Festival.
Teltene er blevet testet og lavet om flere gange, og derfor skal man ikke være bekymret for, om de nu holder.
- De burde kunne overleve selv en tur i vaskehal. De kan som minimum klare det samme som ethvert andet telt, siger Peter Møller Madsen.
Festivalen laver forsøget i samarbejde med Aalborg Kommune. Udover de bæredygtige telte bliver der også etableret en genbrugsstation på Nibe Festival.
- Vi vil gerne gøre en forskel og gå i front, hvor vi kan. Det her er endnu et skridt på vejen mod mere recycling og bæredygtighed, siger festivallederen.
Man kan købe sig ind i de ti telte fra tirsdag aften klokken 20. Prisen er 1.500 kroner – og så får man teltet inklusiv luftmadrasser og soveposer til to personer. Festivalbilletten skal man købe ved siden af.