Helle blev fyret af kommunen: Først tæsk, så ud af vagten
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Helle Fogh blev i juni sidste år overfaldet af en beboer i det bofællesskab, som hun arbejdede i. Hun er stadig sygemeldt og er blevet fyret af kommunen.
Pædagog fyret af Vesthimmerlands Kommune efter overfald på job af en beboer i bofællesskab.
Helle Fogh har betalt en høj pris for at passe sit arbejde som pædagog i et bofællesskab for udviklingshæmmede i Vesthimmerlands Kommune. I juni blev hun overfaldet af en beboer og sygemeldt, og da hun ikke var i stand til at vende tilbage til jobbet, fik hun en fyreseddel af kommunen.
1. oktober 2017 blev Helle Fogh ansat som pædagog i Bofællesskabet Under Bøgen i Aalestrup. Stedet er et bofællesskab bestående af 4 lejligheder til voksne udviklingshæmmede.
Kort tid inden Helle Fogh bliver ansat flytter en 41-årig mand ind. Han flytter fra et botilbud i nabokommunen Mariagerfjord til Aalestrup i Vesthimmerland. Det bliver hurtigt klart, at den 41-årig mand har en voldsommere adfærd end de beboere, der normalt bor i bofællesskabet. Manden er kendt for at have en udadreagerende adfærd, og for de ansatte skifter arbejdets karakter sig.
- Det er meget mere voldeligt. Det blev lige pludselig en del af vores hverdag. Det er en kæmpestor risiko, fortæller Helle Fogh til TV2 Nord.
Den 41-årige mand burde slet ikke været flyttet ind i bofællesskabet Under Bøgen. Det konkluderer Socialtilsyn Nord efter et uanmeldt tilsyn i oktober 2018, hvor Byen i Byens ledelse blandt andet får skarp kritik for at have den 41-årige mand med udadreagerende adfærd boende på trods af, at bofællesskab ikke er godkendt til det.
At forholdene er så alvorlige, er de ansatte dog ikke klar over i foråret og forsommeren 2018. Efter flere voldsepisoder med den 41-årige stiller de overfor ledelsen spørgsmålstegn til arbejdsholdene. Ledelsen afviser sagen med, at de er vant til at kunne agere og få tilladelse efterfølgende.
Vold fulgte med arbejdet
Trods flere alvorlige episoder møder Helle Fogh og hendes kollegaer stadig på arbejde. Således også den 24. juni 2018. En dag som foreløbig bliver Helle Foghs sidste arbejdsdag som pædagog.
Sammen med den 41-årige beboers forældre og en anden beboer sidder hun og drikker eftermiddagskaffe, da manden pludselig overfalder hende.
- Det går ret stærkt. Lige pludselig kommer der kaffekopper med varm kaffe gennem luften, og jeg når så at vende mig om, da tallerkenerne så kommer, og jeg kan bare høre, det klirrer omkring mig. Jeg vender mig om, og der mødes vi sådan set på midten, og der slår han mig i hovedet og sparker ud efter mig og råber efter mig, om jeg skal have flere tæsk. Jeg når at flytte mig, tredje gang han slår mig, fortæller Helle Fogh om overfaldet sidste år.
Overfaldet på Helle Fogh er det andet overfald, som den 41-årige mand begår. Alligevel bliver han boende. Helle Fogh bliver sygemeldt og senere fyret af Vesthimmerlands Kommune, da hun ikke er i stand til at vende tilbage til jobbet.
Snød tilsynet - forklarede at alt var i orden
Mens Helle Fogh er sygemeldt, kommer Arbejdstilsynet på besøg, og tilsynet konkluderer, at forholdene er bragt i orden, fordi ledelsen og medarbejderne - heriblandt Helle Fogh - har analyseret hændelser og lavet pædagogiske handleplaner.
Den rapport ryster Helle Fogh, for hun har aldrig været med til at lave pædagogiske handleplaner.
- Det er grænseoverskridende, når der ligger en afgørelse fra Arbejdstilsynet, om at jeg og mine kollegaer har lavet handleplaner, og at det er fjong nu, og at nu kører det, og vi alle sammen er trygge ved at være her. Jeg har bare ikke har deltaget, og det har mine kolleger faktisk heller ikke, forklarer Helle Fogh.
Ifølge Helle Fogh har hverken hende eller hendes kolleger talt med Arbejdstilsynet, og selvom ledelsen forsikrer over for Arbejdstilsynet, at alt er i orden, så afslører et nyt uanmeldt tilsyn 20. september et helt andet billede.
Det tilsyn udløser fire straks påbud til Under Bøgen. TV2 Nord har fået aktindsigt i rapporten. Her vurderer Arbejdstilsynet blandt andet:
"At arbejdet med beboere på Bofællesskabet Under Bøgen ikke er planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sikkerheds - og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, (...)og der er risiko for vold, da der er en borger, som er voldelig."
Arbejdstilsynet slår fast: Arbejdet var farligt
Af Arbejdstilsynets rapport fremgår det også, at der er indberettet 13 voldsregistreringer i perioden fra oktober 2017 til september 2018 vedrørende den 41-årige mandlige beboer.
- Vi har sat livet på spil, og der er nogle, som har vidst det. Jeg synes, det er voldsomt, at de kan finde på at gøre det. Det, synes jeg, er vildt, siger Helle Fogh til TV2 Nord.
9. oktober er det Socialtilsyn Nords tur til at komme på uanmeldt besøg. Det er efter det besøg, at Socialtilsyn Nord konkluderer, at den 41-årige mand, som overfaldt Helle Fogh og en af hendes kollegaer, slet ikke burde været i bofællesskabet.
Socialtilsynet retter kritik af ledelsen på Under Bøgen, som tilsynet ikke mener, har de nødvendige ledelsesmæssigte kompetencer, da de har taget en borger ind, som de ikke var godkendt til at have boende.
Ledelse opfordrede til at lyve
Tilsynet påpeger også, at ledelsen har påbudt medarbejderne at undlade at fortælle, at der bor en mand med udadreagerende adfærd og dermed lyve overfor tilsynet.
Ledelsen på Under Bøgen i Aalestrup var helt klar over, at de ikke var godkendt til at have en så krævende og kompleks borger boende som den 41-årige mand. Det kan TV2 Nord afsløre efter at være kommet i besiddelse af et referat fra et personalemøde den 25. juli 2018 i bofællesskabet Under Bøgen.
Her forklarer ledelsen i forhold til manglende godkendelse at:
"At man har været vant til at kunne agere efter at få tilladelse efterfølgende(...)og at der er en uenighed mellem tilsynet og ledelsen omkring, om udadreagerende adfærd er en diagnose eller ej."
Af referatet fremgår det dog også, at ledelsen ikke ønsker at tilsynet får viden om den udadreagerende beboer. I referatet forklarer en navngivne medarbejder:
"At han er blevet kontaktet af forstander Nellie Hilding i forbindelse med tilsynsbesøget, hvor han bliver bedt om ikke at omtale beboeren som udadreagerende."
Pædagog Helle Fogh er på det tidspunkt sygemeldt efter overfaldet i slutningen af juni og er således ikke med til personalemødet. Hun er rystet over referatet fra personalemødet.
- Jeg synes, det er voldsomt. Jeg kan lide mit arbejde, og jeg kan også godt lide de beboere, der har været der. Det er voldsomt at de svageste, det er dem, som vi ikke engang kan passe på som personale, siger hun.
Kort tid efter at Arbejdstilsynet udsteder de fire straks påbud til Under Bøgen flyttes den voldelige, mandlige beboer til et andet tilbud. Det sker efter, at forstanderen gennem næsten 20 år, Nellie Hilding, er blevet sygemeldt. Hun vender ikke tilbage til jobbet efter en aftale med Vesthimmerlands Kommune.