Bilist bed politiets narko-testpinde over flere gange under anholdelse
Foto: Rigspolitiet
Manden, der kørte alt for stærkt, blev fanget til fods af nordjyske betjente.
En ihærdig flugtbillist kom på lidt af en opgave, da politiet jagtede ham i Brønderslev.
Det er en god idé at have styr på sin egen løbeform, når man forsøger at slippe væk fra lovens lange arm – til fods.
Det må en bilist sande efter en episode ved Brønderslev.
Her kommer bilisten kørende på Hirtshalsmotorvejen med retning mod Brønderslev. Foden lå lidt tungt på speederen, og hastighedsmåleren viste lige knap 170 kilometer i timen. Det var i hvert fald den hastighed, som en politipatrulje på fartkontrol på stedet målte bilisten til på en strækning, hvor hastighedsgrænsen er 130.
Patruljen ville derfor standse bilisten, som ifølge politiets oplysninger imidlertid reagerede ved at forsøge at stikke af.
Fra fire hjul til to ben
I første omgang foregik det på fire hjul ad motorvejsfrakørslen mod Brønderslev C og videre ad Jerslevvej. Her standsede bilisten pludselig op, vendte bilen og kørte ind på en nærliggende tankstation.
Men heller ikke her gav bilisten ikke op.
Tværtimod fortsatte flugten nu på to ben i stedet for på fire hjul – og det var så her, at bilisten overvurderede sin egen løbeform en smule.
God løbeform
Det er nemlig mest i vittigheder, at politibetjente drikker kaffe og spiser for mange donuts. En af betjentene var således i særdeles skarp træning og løb hurtigt den flygtende bilist op.
Det betød dog ikke, at det var slut med bøvlet.
Betjentene vurderede, at bilisten muligvis var narkopåvirket og forsøgte derfor at gennemføre en vejledende narkotest på stedet.
Ifølge politiets oplysninger lykkedes det dog ikke, da bilisten flere gange bed den pind over, som betjentene brugte til at forsøge at lave mundskrab til den vejledende narkotest.
Billisten blev derfor anholdt og taget med til blodprøve.