Efter mistanke om krybskytteri: Kronhjort blev ikke skudt, men påkørt
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
Det var ikke krybskytter, men en påkørsel, der tog livet af en kronhjort, som tirsdag blev fundet på en mark ved Klokkerholm.
Maskinfører Peter Mejlvang Larsen blev mistænksom, da han tirsdag morgen fandt en død kronhjort på en mark ved Klokkerholm, hvor han skulle slå græs for en landmand. Dyret havde en tydelig skade ved venstre forben, og Peter Mejlvang Larsen troede, at det var blevet skudt.
Da jagtsæsonen for kronvildt først begynder 1. november, ville der være tale om krybskytteri, og Peter Mejlvang Larsen kontaktede derfor politiet.
Det viser sig dog, at det ikke er krybskytter, men derimod en uheldig bilist, der har kostet kronhjorten livet. Det fortæller vildtdyrskonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen i Himmerland onsdag til TV2 Nord.
- Jeg er blevet kontaktet af nogle lokale jægere, som fortæller, at dyret mandag aften blev påkørt af en kvinde. Der var to schweisshundeførere ude at lede efter det påkørte dyr mandag aften, men de fandt ikke kronhjorten, siger Ivar Høst.
Vildtkonsulenten har modtaget et billede, som viser, at kronhjorten har brækket flere ribben, og det underbygger jægernes historie om, at dyret er blevet påkørt.
- Det er glædeligt, at der ikke var krybskytter på spil. Til gengæld er det en påmindelse om, at vi skal være meget opmærksomme i trafikken, når vi kører på de tidspunkter, hvor dyrene typisk også bevæger sig rundt. Det kan ikke siges ofte nok, siger Ivar Høst.