Er du glad for din kommune? DF vil have folkeafstemning om kommunernes fremtid
Er du glad for din kommune, eller vil du have din gamle tilbage? Det spørgsmål vil Dansk Folkeparti stille danskerne i en folkeafstemning.
Fra 27 til 11 - det var regnestykket, da kommunerne for 17 år siden blev lagt sammen i forbindelse med strukturreformen.
Nu lyder det fra Dansk Folkeparti, at danskerne skal til stemmeurnerne for at tage stilling til, om de vil have de gamle kommuner tilbage.
- Vi vil give borgerne en chance for at give deres mening til kende, om de egentlig er tilfredse med den kommune, de bor i, eller om de vil have den gamle kommune tilbage, lyder det fra lokalformand for Dansk Folkeparti i Brønderslev, Danny Rosenkilde.
- I en kommune som Brønderslev er jeg sikker på, at der er mange i den gamle østdel, der føler, at de er lidt glemt derude, påpeger Danny Rosenkilde.
Før reformen var Brønderslev Kommune noget mindre. Her stod Dronninglund Kommune for sig selv.
I midten af Dronninglund mødte TV2 Nord borgere, der både var for og imod at skille Brønderslev og Dronninglund fra hinanden.
- Jeg synes jo, at det er godt nok, som det er, hvorfor skal vi til at bruge penge på det? lyder det fra Jens Erik Jakobsen.
- Jeg synes, at det ville være godt med noget mere selvstændighed herude i Dronninglund, siger Stefan Berthelsen fra Dronninglund.
I gågaden i Brønderslev var man mandag ved at pille det sidste af årets julepynt ned, efter altmuligmanden bag opgaven, Bo, var kommet hjem fra sin rejse til New Zealand.
Og her lød koret af borgere anderledes enstemmigt.
- Nej, det kan jeg ikke se nogen grund til. Jeg synes, at det fungerer fint, siger Per Dolbak, mens han er ved at hjælpe med nedtagning af julepynt.
- Nej, det synes jeg ikke, hvorfor? Det koster en masse penge – kører det ikke godt nok? Siger Mette Marinussen.
På borgmesterkontoret sidder Mikael Klitgaard, der har prøvet at være borgmester både i Dronninglund Kommune, Brønderslev-Dronninglund Kommune og seneste udgave Brønderslev Kommune.
- Jeg synes, det er et dårligt forslag, jeg synes, at man skal have beslutningerne så tæt på borgerne som muligt. Det gør vi med bestyrelser i plejecentre, børnehaver og skoler. Men, at man skal til at lave om på strukturen, det tager lang tid. Det er et stort arbejde, og hvad fører det egentlig til, lyder det fra Brønderslev Kommunes borgmester, Mikael Klitgaard.
Danny Rosenkilde understreger, at han og Dansk Folkeparti vil lade det være op til borgerne i en folkeafstemning, hvorvidt kommunerne skal deles op igen.
- Nogle steder vil det helt sikkert give mening med store kommuner, men jeg synes bare, at vi skylder danskerne at høre dem, om de egentlig er tilfredse, med det de har fået, eller om de hellere vil have de gamle kommuner tilbage, siger lokalformanden fra Dansk Folkeparti.
Og hvad ville de to politikere så stemme, hvis de fik valget ved en folkeafstemning?
- Så ville jeg nok stemme for at dele den op, siger Danny Rosenkilde
- Så stemmer jeg nej, lyder dommen fra borgmester Mikael Klitgaard.
Se indslaget nedenfor: