Gymnasieelever skærer halloween-græskar til byens plejehjem

Ifølge gymnasiet rummer projektet læring og almen dannelse - også selvom eleverne hverken skulle øve brøkregning eller grammatik. Og nederst i artiklen kan du se et udvalg af elevernes græskar.

Lektier og den klassiske tavleundervisning var fredag eftermiddag byttet ud med halloween og græskar-udskæring på Dronninglund Gymnasium.

- Det er mega hyggeligt. Det er meget bedre end skole, lyder det med et grin fra to af eleverne i 1.C på Dronninglund Gymnasium.

Men der ligger dog mere bag dagens projekt end blot fællesskab og hygge. Alle elevernes udskårne græskar skal nemlig gives til de ældre på byens lokale plejehjem i en kold coronatid, hvor plejehjemsbesøgene lige nu er få.

quote Jeg synes, det er et godt initiativ. Og jeg tror også, at de ældre, der bor derude, kan få glæde af at kigge på det.

Ellen Jessing, elev, 1.C, Dronninglund Gymnasium

- Jeg synes, det er et godt initiativ. Og jeg tror også, at de ældre, der bor derude, kan få glæde af at kigge på det, lyder det fra Ellen Jessing, der er elev i 1.C.

- Jeg synes, det er fedt. Det går til en god sag, så det er ikke bare for at få tiden til at gå. Det har et formål, siger Gustav Buch, der også er elev i 1.C.

Læring og almen dannelse

Selvom det ikke handler om hverken brøkregning eller grammatik, så er der ifølge gymnasiet stadig læring og almen dannelse på programmet.

- Dét, at sprede glæde for andre og at samarbejde med lokalsamfundet, giver faktisk en god læring for eleverne. At eleverne ser, at det, de gør, har en mening, og at man kan gøre noget godt for nogen og for andre end sig selv, lyder det fra Gitte Snebang, der er lektor på Dronninglund Gymnasium og tovholder på projektet.

I sidste ende blev det 1.C, der løb med sejren for det flotteste græskar, da vinderen blev kåret fredag eftermiddag. Og på mandag afsluttes projektet, når alle elevernes græskar leveres til plejehjemmet.

Nedenfor kan du se et udvalg af gymnasieelevernes halloween-græskar:

 
 
 
 
Foto: 301020 halloween græskar dronninglund gymnasium brønderslev
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Seneste nyt

fra Nordjylland