Husejere i Brønderslev har landets højeste belåningsprocent - ikke nødvendigvis skidt, siger ejendomsmægler

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at Brønderslev Kommune er den i landet, hvor husejerne har den højeste belåningsprocent.

Mikkel og Emilie Larsen er til fremvisning i Brønderslev - i det, der måske bliver deres næste bolig. Det er en helt særlig type bolig, de går efter.

- Det er et håndværkertilbud. Vi skal godt ned i kvadratmeterpris og finde noget, hvor vi kan sætte vores eget præg på huset. Det får man muligheden for her, fortæller boligkøber Mikkel Ledet Larsen.

Nye tal fra Danmarks Statisik viser, at Brønderslev Kommune er den i landet, hvor husejerne har den højeste belåningsprocent. Husejerne skylder i gennemsnit 60 procent af husets værdi i realkreditlån. Det betyder, at husejere i Brønderslev Kommune i forbindelse med et eventuelt salg af huset i højere grad er afhængige af, at huset holder sin værdi. Det bekymrer dog ikke det unge par.

- Man kan hurtigt lave en god forretning i et hus som det her ved lige at shine det lidt op, siger Mikkel Ledet Larsen.

Ikke et problem for boligejerne

Spørger man ejendomsmæglerne, der forsøger at sælge ejendomme i Brønderslev Kommune, så er den høje belåningsprocent ikke et problem for boligejerne.

- Vi ser ikke, at folk går herfra med et tab. Det betyder bare, at hvis huset er vurderet til en million kroner, så er der lån for 600.000. Det er ikke, fordi det er et problem for boligejerne, siger ejendomsmægler Nikolaj Stig Poulsen fra Home.

Ifølge Nikolaj Stig Poulsen oplever Brønderslev Kommune et stigende antal af unge tilflyttere, og den stigende tilflytning kan have en positiv effekt på boligpriserne i kommunen.

- Sådan som markedet er lige nu, der synes vi, at vi mangler lidt boliger, så kommer der flere købere herop, så vil huspriserne stige, siger Nikolaj Stig Poulsen.

Sparer en million ved at køre 20 minutter

Gennemsnitsprisen per kvadratmeter i Brønderslev ligger ifølge Boliga.dk på 9.220 kroner. I Aalborg er det tal til sammenligning 23.970 kroner, så der er altså penge at spare hvis man flytter væk fra storbyen.

- Hvis vi skulle ud og finde noget større, så skulle vi lægge mange penge i noget, som egentlig ikke er penge til os selv. Dobbelt pris for det samme med 20 minutters forskel, så vil jeg hellere sætte mig i en bil for at spare en million, siger Mikkel Ledet Larsen.

Også Frederikshavn Kommune, Vesthimmerlands Kommune og Jammerbugt Kommuner er i top ti over kommuner med højeste belåningsprocenter.


Seneste nyt

fra Nordjylland