Lokale coronarestriktioner: – Det kan vi godt selv tage hånd om
Foto: Jesper Bo Winther / TV2 Nord
Coronasmitten breder sig, og det har fået statsminister Mette Frederiksen til at varsle lokale restriktioner. I Dronninglund er holdningerne delte.
Smittetallene vokser dag for dag. Brønderslev Kommune er med 50 coronasmittede på bare syv døgn hårdt ramt, og det er særligt i Dronninglund, at smitten har bredt sig.
Smitteudbruddet i blandt andet Dronninglund får onsdag statsministeren til at reagere. Hun varsler, at der kan være flere regionale restriktioner på vej for at bremse smitten – også her i Nordjylland.
- Vi har set, hvordan det virker, når smitten inddæmmes. Vi så det i Hjørring, Ringsted, Odense osv., siger statsminister Mette Frederiksen (S).
Delte holdninger
På gaden i Dronninglund er der blandende holdninger til lokale restriktioner.
- Ej, vi bor ikke så mange mennesker her. De bor tættere i København, så det tænker jeg, vi godt selv kan tage hånd om, siger Hanne Lindholm, der bor i Dronninglund.
Til gengæld er Birgitte Binthien-Nilsson, der også er fra Dronninglund, mere positiv overfor lokale retningslinjer.
- Jeg synes, det er en god ide. Helt sikkert. Vi skal passe på vores ældre, siger hun.
- En kommune grænse er fiktiv i denne sammenhæng
På byens gymnasium er man usikker på, hvor stor effekt lokale restriktioner egentlig vil have.
- Jeg tænker, at det vil nok være sundt for Dronninglund som by by, men det vil stort set være uden indflydelse for gymnasiet, siger John Pristed, vicerektor på Dronninglund Gymnasium, og fortsætter:
- En kommunegrænse er fiktiv eller er uinteressant i den her sammenhæng, og det er den jo så længe, der er fri bevægelighed for personerne. Vores elever, hovedparten af dem, de kommer ind med busser fra nær og fjern.
I dag blev tre klasser sendt hjem fra Dronninglund skole efter at flere elever var testet positiv for coronavirus.
Borgmesteren i Brønderslev Kommune håber, at smittespredningen kan stoppes ved fælles hjælp.
- Det har jo været værst i de store byer. Nu er det så kommet til os. Og det tror jeg, vi kan styre ved at opfordre folk til at passe på og blive testet, så behøver man ikke at lave restriktioner nu, siger Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune (V).
I morgen sættes mobile testvogne op ved Dronninglund hallerne, hvor alle borgere kan blive testet torsdag til søndag fra kl. 9-17
Men bliver smittetallene alligevel ved med at stige, så kan lokale restriktioner blive nødvendige, lyder det fra borgmesteren.
- Vi skal stoppe det der, hvor smitten er og passe på, at det ikke breder sig. Det er fint, at resten af samfundet kan løse nogle opgaver. Vi skal tjene nogle penge, så vi kan betale nogle af de omkostninger, der har været ved corona.