Lokalt legende-par får plads opkaldt efter sig
Foto: Søren Konnerup / Brønderslevhallen
Erik blev 90 år fredag, og lørdag blev han og konen Else æret hyldet.
Erik og Else blev er elsket i Brønderslev, og lørdag fik de derfor en fortjent hyldest. Parkeringspladsen foran Brønderslevhallen blev nemlig navngivet efter dem.
Og for at forstå hvorfor, skal vi skrue tiden 57 år tilbage.
- I 1967 får vi indviet vores nye hal, og Erik og Else bliver ansat som det første inspektørpar, starter den tidligere håndboldspiller i Brønderslev og ophavsmand for lørdagens begivenhed Jørgen Bach ud med at sige.
- Alt foreningsliv om vinteren er småtterier rundt omkring på skoler og i gymnastiksale, så da hallen bliver bygget, samles hele foreningslivet i hallen. Det var jo noget helt nyt for alle i Brønderslev.
Hver gang, vi nævner det for nogen, synes de, at det er fuldstændig genialt og fortjent, så det er jo på vegne af hele byen
Jørgen Bach, ophavsmand
Herefter blomstrede foreningslivet i Brønderslev med hallen som centrum, og der var alt fra gymnastik til håndbold og basketball.
- Det er vores vurdering, at det var Erik og Else, der sørgede for, at idræts- og foreningslivet kom i gang i Brønderslevhallen. De hjalp os alle i gang, og det er endnu en grund til, at vi synes, at de skal hædres, for det var de bare sindssygt gode til, forklarer Jørgen Bach om Erik og Else, der fortsatte som inspektørpar i 28 år frem til 1995.
Jørgen fortæller samtidig en personlig anekdote om tiden før Erik og Else.
- Jeg gik til gymnastik i en gammel nedslidt gymnastikhal på en skole, og jeg så kun dem på mit hold. Jeg så sgu ikke de andre, og man kunne ikke købe en sodavand eller hygge sig.
- Det var nyt at komme i hallen med alle mulige andre, der dyrkede den samme sport.
Herunder bliver sløret løftet:
Rørte hovedpersoner
Fredag blev Erik 90 år gammel, og lørdag holder han derfor en 'mandekomsammen', imens Else og resten af konerne er sammen.
- Vi synes, at der var en anledning, når Erik blev 90 år fredag til at hylde og hædre nogle af de måske mere anonyme helte i vores optik, lyder det fra Søren Konnerup, der er Jørgen Bachs medsammensvorne i lørdagens hyldest og centerleder i Brønderslevhallen.
- Idræts- og sportsudøvere får jo fra tid til anden hæder, men dem der står i kulisserne og sørger for, at de her sportsfolk kan præstere, bliver jo ikke altid hyldet og hædret, siger Søren om grunden til, at Erik og Else fortjener deres egen plads foran Brønderslevhallen.
- Hver gang, vi nævner det for nogen, synes de, at det er fuldstændig genialt og fortjent, så det er jo på vegne af hele byen, tilføjer Jørgen Bach.
Parkeringspladsens nye navn har været undervejs i et halvt år, og Erik og Else var blevet briefet om, at der var en plads på vej til at blive opkaldt efter dem.
- Vi ville ikke gøre noget, som de ikke ville have, men de blev meget rørte, lyder det nærmest i kor fra Jørgen Bach og Søren Konnerup, da de bliver spurgt ind til, hvordan Erik og Else tog nyheden om navngivelsen på p-pladsen.
Men selvom Erik og Else har kendt til planerne i godt et halvt år, var de tydeligt rørte, da de i fællesskab løftede sløret og så skiltet, der symboliserer deres betydning for foreningslivet i Brønderslev.