Nytårskrudt tjener penge til forening
Selvom nordjyderne bruger færre penge på nytårskrudt end andre danskere, er det årlige fyrværkerisalg en af hovedindtægterne for foreningen Brønderslev Amatør Scene.
Popkorn, kaffe og biograflokaler.
Det er ikke noget, de fleste forbinder med salg af fyrværkeri. Ikke desto mindre er det en del af oplevelsen til foreningen Brønderslev Amatør Scenes årlige fyrværkeriudsalg, som med årene er blevet til et helt event.
- Vi adskiller os ved, at du her kommer ind i varmen og får tilbudt kaffe og popkorn til de små. Det tiltaler mange, siger næstformand i foreningen Brønderslev Amatør Scene Martin Østergaard.
Foreningen har i 22 år solgt fyrværkeri for at tjene penge til kulturelle aktiviteter som teater og koncerter i byen.
- Folk har taget rigtig godt imod initiativet, og jeg tror, det er fordi, de ved, at overskuddet går til foreningen og byen, siger Martin Østergaard.
Fyrværkerisalget er vigtigt
I de senere år har salg af fyrværkeri været omdiskuteret. Tendensen er, at færre husstande køber det farverige krudt, og især nordjyderne holder igen. Nordjylland er nemlig det sted i landet, hvor færrest bruger penge på fyrværkeri.
Det kan dog ikke mærkes i Brønderslev.
- Generelt har salget være stødt stigende, siger Martin Østergaard.
Indtægterne fra salget er vigtige for foreningen, som udover salg af fyrværkeri har indtægter fra biografen og fra foreningstilskud. Derfor vil de bliver ved at sælge krudt så længe, de kan.
- Ofte går der bølger gennem samfundet og den politiske debat, som vil forbyde salg af fyrværkeri, og hvis det sker, så skal vi tænker i nye baner og skabe en indtægt et andet sted, siger Martin Østergaard.
Foreningen har besøg af mellem 2000 og 2500 kunder mellem jul og nytår.
- Så længe det giver mening, så hænger vi på, fordi vi har et fantastisk setup, siger Martin Østergaard og forklarer, at frivillige i foreningen selv har udviklet et IT-system til at styre lagerbeholdningen.
De lokale bakker op
I Brønderslev bakkes der op om byens fyrværkerisalg. Foreningen har gennem de 22 år fået flere stamkunder.
- Når det kun er den ene gang om året, så skal vi have lov at fejre det, siger Ole Petersen fra Brønderslev, der kun køber batterier, fordi han mener, det er mest forsvarligt.
Søren Kromann Mandrup fra Øster Brønderslev ønsker heller ikke, at salget af fyrværkeri stopper.
- Det ville være en skam, for det har altid været en del af min barndom, og det er sjovt. Så længe vi holder sikkerheden omkring det, så er det helt okay, siger han.