Pilot fik PTSD efter voldsom flyvetur: Dyrene på internatet blev Jakobs redning
Foto: Tor Løkken
Jakob Andersen troede ikke, at han nogensinde ville komme til at arbejde igen.
En skræmmende flyvetur, der var lige ved at gå galt, satte en stopper for Jakob Andersens karriere som pilot. Nu arbejder han som altmuligmand ved Nordjyllands Dyreinternat.
Se ”Dyreinternatet” nederst i artiklen.
Hårrejsende.
Sådan beskriver Jakob Andersen den oplevelse, hvor han som pilot skulle flyve en ambulancetur fra Tyrkiet til Oslo.
Undervejs på flyveturen gik nærmest alt udover motorerne i stykker, fortæller han. Hvor piloter er trænet til at håndtere en eller to nødsituationer på en gang, opstod der syv nødsituationer på flyvningen.
Det blev ikke bedre af, at passagererne på flyet var lægepersonale, der kæmpede med en intensivpatient. Der udspillede sig altså både et drama i cockpittet og i kabinen.
Det lykkedes at lande i Kastrup Lufthavn. Men oplevelsen satte så dybe spor hos Jakob Andersen, at han fik PTSD. Han kunne ikke længere koncentrere sig om at flyve, og efter et halvt år gav han op.
- Oven på den episode var jeg virkelig medtaget. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville komme i gang med at arbejde igen, siger Jakob Andersen.
Dyrene kan noget unikt
Jakob Andersen kom i praktik på Nordjyllands Internat i Hjallerup. Tanken var, at han skulle være i praktik i tre uger. Nu har han været på internatet i fleksjob som altmuligmand i seks år.
- Det blev redningen for mig, siger Jakob Andersen.
Han døjer med hovedpine og mangel på appetit. Men når han parkerer bilen i gruset ved internatet, er det som om, alle dårligdommene forsvinder.
- Jeg elsker bare at være heroppe. Det er simpelthen så skønt at være sammen med dyrene. De kan noget helt unikt, siger Jakob Andersen.
Mød Jakob Andersen og de andre medarbejdere på Nordjyllands Internat i andet afsnit af serien ”Dyreinternatet” herunder – og find flere afsnit i serien her.