Se de utrolige dragter: - Man kan ikke danse og være sur!
Lørdag blev der blandt andet danset folkedansen med det mundrette navn Hattemageren.
Normalt spilles der håndbold i idrætshallen i Brønderslev, men lørdag dannede den i stedet kulisse om en helt andet begivenhed.
Og kom man tilfældigt gående ind i sportshallen ved en fejl, ville man nok lige et øjeblik tro, at man var sendt flere hundrede år tilbage i tiden.
Her var både unge og gamle nemlig samlet til det årlige sommertræf for folkedansentusiaster i det nordjyske.
Glæde
Det indebar blandt andet, at mange var mødt op i spændende og farverige egnsdragter - eksempelvis Læsø-dragten, der henkaster tankerne på Magrethe den Førstes regeringstid i middelalderen.
Andre med finne hatte, og enkelte med hjemmestrikkede huer, der unægteligt kunne minde om en nissehue.
Vita Ugilt fra Sæby var blandt de fremmødte. For hende handlede dagens arrangement om noget helt særligt:
- Glæde. Man kan ikke danse og være sur. Man er altid i godt humør (når man danser, red.), kunne hun til lyden af polka-musik fortælle.
Familiefest
En familie med mor, far og to børn havde fået fint selskab af moster og onkel til stævnet i Brønderslev.
36-årige Helle Kristiansen har selv danset folkedans, siden hun var syv år. Nu er det så drengene Frederik på 9 og Sebastian på 12, der skal vise, hvad de kan.
Og så er de helt enige i, at det er svært at være i dårligt humør denne lørdag i hallen i Brønderslev.
- Drengene har danset, siden de kunne gå. Det er vores fællesskab i familien. Som vi plejer at sige: man kan godt være i dårligt humør, når man starter, men det er svært at være sur, når man danser.