Temperatursænkning bekymrer: - Det bliver godt nok koldt
Elevrådsformanden Mille Sloth Pedersen har forståelse for den koldere skole, men frygter den kolde tid, vi går i møde.
Hedegårdsskolen i Brønderslev bliver fra i dag lidt koldere end normalt. Indetemperaturen skrues ned til 19 grader, og det kan få en negativ effekt på koncentrationsevnen, vurderer direktør i Dansk Center for Undervisning.
Mandag morgen mødte elever og lærere ind til en lidt koldere skole end normalt på Hedegårdsskolen i Brønderslev.
Som en konsekvens af energikrisen er temperaturen i offentlige bygninger nu skruet ned. Derfor er temperaturen nu nedsat til 19 grader, og det kunne mærkes, da klokken ringede ind.
- Når man kommer ind på gangene, plejer man godt at kunne tage jakken af og have det fint. Men det var lige lidt koldere i morges end normalt, siger Mille Sloth Pedersen, der er elevrådsformand på skolen og går i 9.A
Det samme oplevede skoledistriktslederen.
- I personalerummet og på kontorerne kan vi godt mærke, at varmen er slået fra. Det giver selvfølgelig lidt, så man skal op og stå en gang imellem for at holde sig varm, siger Christian Bak.
Kan påvirke fokus
Fra elevernes side er der forståelse for, at indeklimaet bliver køligere, men elevrådsformanden frygter den kommende vinter.
- Jeg forstår det jo godt, men det bliver godt nok koldt, når vi kommer længere hen mod vinteren, siger Mille Sloth Pedersen.
Hvis det bliver for koldt, så kan eleverne få sværere ved at holde deres koncentration. Det vurderer direktøren i Dansk Center for Undervisningsmiljø.
- De elever, der påvirkes mest, kan opleve en form for stivhed og anspændthed i kroppen, der kan gøre det lidt sværere at sidde stille og koncentrere sig, fordi kroppen bruger mere energi på at holde varmen end ellers, siger Jannie Moon Lindskov til TV Midtvest.
Det er noget, som elevrådsformanden på Hedegårdsskolen også forudser kan ske.
- Hvis du har det alt for varmt eller alt for koldt, så er det jo der, hvor dit fokus kommer til at ligge i stedet for eksempelvis på matematik eller dansk.
Lærerne på skolen vil i den kommende tid holde øje med eleverne, og om klasselokalerne bliver for kolde for dem. Derudover skal elevernes forældre også hjælpe med, at det ikke bliver for koldt.
- Vi er hele tiden opmærksomme på, hvordan eleverne har det. Det ville vi også være, selvom der ikke var en temperatursænkning. Vi har skrevet ud, at forældrene skal hjælpe deres børn med at have godt med tøj med, siger Christian Bak.
Det er endnu uvist, hvor længe de offentlige bygninger skal skrue ned for varmen.