Tennisklub klager over kommunalt gebyr
Foto: Ben Hershey / Unsplash.com
Der er ikke blevet spillet meget tennis i Brønderslev Tennis-klub i foråret. Klubben har været nedlukket, og hallen har været brugt til coronatest og -vaccine. Alligevel har klubben skulle betale leje til kommunen.
Brønderslev kommune opkrævede halleje, selvom hal blev brugt til coronatest og -vaccination.
Brønderslev Tennisklub synes, det er urimeligt, at klubben har betalt fuldt gebyr for leje af haltimer i blandt andet Brønderslev-hallerne i første halvdel af 2021. Klubben plejer i vinterperioden at benytte hallerne til indendørs tennis.
- Den ene af hallerne har været anvendt til covid-19-test og vaccination, så alene af den grund har det ikke været muligt at benytte hallen, siger Else Simonsen, kasserer i Brønderslev Tennisklub.
- Det betyder formentlig også, at der bliver betalt to gange for brugen af de samme timer, for vi går ud fra, at regionen har betalt for at bruge hallen. Så vi synes ikke, det er rimeligt, at vi har betalt for leje af hallen, siger hun.
Regning på 15.000 kroner
Klagen behandles torsdag på et møde i Brønderslev Kommunes kultur- og fritidsudvalg. Brønderslev Tennisklub vil have kommunen til at trække regningen på 15.000 kroner for leje af haltimer tilbage.
- Vi er klar over, at tennisklubben har været udfordret af, at hallen har været brugt til andre formål, siger udvalgsformand Margit Chemnitz (V) og påpeger, at kommunen har udbetalt 850.000 kroner til foreningslivet fra en særlig coronapulje samt etableret en såkaldt genstartspulje på 100.000 kroner møntet på foreningernes medlemmer under 25 år.
Vi synes ikke, det er rimeligt, at vi har betalt for leje af hallen,
Else Simonsen, Brønderslev Tennis-klub
Undren over fremgangsmåde
I Brønderslev Tennisklub er de fleste af klubbens cirka 120 medlemmer over 25 år, så klubben får ikke meget ud af Brønderslev Kommunes genstartspulje.
- Vi undrer os over, at kommunen på den ene side pålægger os omkostninger for leje af hallen, som vi ikke har kunnet bruge, og som har medført utilfredshed fra vores medlemmer og drænet klubkassen. Samtidig med, at kommunen på den anden side afsætter midler og konsulentkræfter til at forsøge at sætte gang i foreningslivet igen, siger Else Simonsen.
Margit Chemnitz ønsker ikke at udtale sig yderligere før torsdagens udvalgsmøde.