To unge kørte i grøften og fik alvorlige skader

To personer kørte søndag morgen i grøften og fik alvorlige skader på benene. Politiet har en kraftig mistanke om, at der var spiritus involveret.

En 25-årig mand fra Hjørring-egnen og en 22-årig kvinde fra Hjallerup pådrog sig søndag morgen alvorlige skader på benene ved et solouheld på Hjelmkærvej syd for Dronninglund.

Klokken 6.36 kørte de i grøften og blev fastklemt. Det var den 25-årige mand, der kørte bilen.

De to personer var hele tiden ved bevidsthed, og de ringede selv 112. Politiet kunne ud fra koordinaterne på telefonen finde frem til uheldsstedet.

- Da patruljen kom frem, var de ikke et sekund i tvivl, om at der var spiritus indblandet, siger Torben Larsen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Den mistanke skal en blodprøve nu be- eller afkræfte.

 
 
Foto: René Schütze

Den 25-årige mand og den 22-årige kvinde blev kørt som traumepatienter på Aalborg Universitetshospital, og en patrulje tog med.

Politiet er nu ved at klarlægge, hvad der præcis skete.

En bilinspektør har søndag morgen været på uheldsstedet.


Seneste nyt

fra Nordjylland