Har kurs mod Nordjylland: Vaccine mod frygtet sygdom er landet
Foto: Mette Nielsen
Der landede mandag 5000 doser mod den frygtede Bluetongue-virus.
For første gang i 15 år er Bluetongue-virussen konstateret i Danmark, da der i sidste uge blev konstateret to tilfælde af den i Sønderjylland.
Men frygten har spredt sig videre til Nordjylland, hvor formanden for Dansk Fåreavl, Bente Østergaard fra Brønderslev, tror på, at den inden længe ender i det nordjyske.
- Som det ser ud i øjeblikket, skal vi nok regne med, at den ender heroppe også. Den har jo lidt atypisk forløb. Den kan jo hoppe en hel del kilometer over på få dage. Så det regner vi med, at den også dukker op heroppe, siger Bente Østergaard og fortsætter:
- Det er selvfølgelig ret alvorligt. Det er i hvert fald noget, vi som fåreavlere og dyreholdere ser ret alvorligt på. Vi har vidst, at sygdommen var undervejs og har forsøgt at forberede os på det, men nu er den her, og det er alvorligt. Virkelig alvorligt, fortæller Bente Østergaard.
Bluetongue-virussen, der har høj dødelighed, kan ramme drøvtyggere som får, geder, kvæg og hjorte, og den kan spredes af blodsugende mitter - den kan ikke smitte mennesker.
For at komme den sygdommen lidt til livs er der nu sikret i alt 200.000 vacciner til Danmark af Statens Serum Institut, Lægemiddelstyrelsen og Fødevarestyrelsen. De første 5000 er landet i Danmark, men skal i første omgang bruges i Sønderjylland.
Vaccinen mod den frygtede sygdom kan dog ikke fuldstændig sikre dyreholdere på, at man ikke kan få sygdommen.
- Det får jo den betydning, at man kan mildne symptomerne i besætningen. De bliver jo ikke kureret for det, men er de vaccineret, så kan de bedre modstå sygdommen, siger Bente Østergaard.
TV Midtvest har snakket med en gedeavler fra Videbæk, som fortæller, at han i første omgang ikke vil tage imod en vaccine.
- Prisen virker ufatteligt høj. Hvis vi skal vaccinere alle dyrene, så er vi oppe på 22.000 kroner, forklarer Tobias Christensen til TV Midtvest, som også fortæller, at ingen kan svare på, hvor effektiv vaccinen er.