Vej blev spærret: Ild i bil med bekæmpelsesmidler

Det blev en større opgave for brandvæsenet, da der gik ild i motorrummet på en varebil. Brunbakkevej vest for Brønderslev blev af sikkerhedsmæssige årsager spærret af.

Der udbrød kort før klokken 13 ild i motorrummet på en varebil, der kom kørende ad Brunbakkevej vest for Brønderslev.

Men hvad, der lignede en rutinemæssig opgave for beredskabet, blev kompliceret af, at bilens varerum var fyldt med bekæmpelsesmidler til skadedyr.

- Vi fik politiet til at spærre Brunbakkevej af i begge ender, så der ikke kunne komme forbikørende, mens vi arbejdede med at slukke branden, siger beredskabsinspektør ved Nordjyllands Beredskab Jørgen W. Pedersen.

Han fortæller, at der helst ikke skal gå ild i bekæmpelsesmidlerne, da det kan udvikle skadelige gasser, så derfor valgte man at oprette en sikkerhedszone.

- Men vi fik branden under kontrol og der gik ikke ild i bekæmpelsesmidlerne. Så vi vurderer, at der ikke er sket udslip af nogen art, siger Jørgen W. Pedersen.

Ved 14.15-tiden var beredskabet ved at være færdige med slukningsarbejdet på Brunbakkevej, som er blev genåbnet for trafik.

Ingen personer kom til skade ved bilbranden.





Seneste nyt

fra Nordjylland