Penge på bordet til redderne - nu kommer ambulancen hurtigere

Flere måneders problemer med lang ventetid på ambulancer er nu endt med, at Falck næsten lever op til sin kontrakt med Region Nordjylland.

Ambulancerne i Nordjylland kommer nu hurtigere frem, end de har gjort gennem de seneste måneder.

Falck, der indtil udgangen af denne måned har kontrakt med Region Nordjylland, har haft problemer med at skaffe tilstrækkeligt med medarbejdere til at løse opgaven. Det har gennem flere måneder betydet, at den såkaldte responstid har ligget på 11-12 minutter - selv om Falck har forpligtet sig til, at den i snit maksimalt må være ni minutter og 12 sekunder.

Siden Region Nordjylland for et år siden fravalgte Falck som leverandør med virkning fra 1. april i år, er en del ansatte søgt væk. De tilbageværende har ikke været villige til at påtage sig ekstraarbejde, også fordi de følte, at Falck ikke sikrede dem fair vilkår frem mod kontraktens udløb.

Økonomisk aftale førte til kortere responstider

Midt i februar indgik Falck så en aftale, der stillede redderne bedre økonomisk - og det førte straks til kortere responstider. I sidste halvdel af februar var den ni minutter og 57 sekunder.

Det er stadig længere tid, end kontrakten lægger op til. Alligevel kalder regionsrådsformand Mads Duedahl (V) situationen “tilfredsstillende” i lyset af den generelle situation.

I et forsøg på at få ambulancerne hurtigere frem bemandede regionen selv nogle af sine nyindkøbte ambulancer, der egentlig først skulle i sving 1. april, og lod dem - mod betaling - køre for Falck. Med den nye aftale og de forbedrede responstider er disse ambulancer igen taget ud af vagtplanen.

Når Falcks kontrakt udløber, bliver det dels regionen selv, dels det private firma PreMed, der skal stå for ambulancedriften i Region Nordjylland. 


Seneste nyt

fra Nordjylland