Byggegrund i Brønderslev: Regionsrådsmedlem vil have placeret et ansvar

Regionsrådsmedlem i Region Nordjylland Per Larsen (K) er ikke enig i regionens beslutning om at frikende sig selv i en sag om en byggegrund i Brønderslev.

Region Nordjylland fulgter ikke reglerne, da de i september 2017 solgte en del af den gamle sygehusgrund i Brønderslev til en privat entreprenør, der siden er gået i gang med at opføre et lejlighedskompleks på grunden.

Det slog Ankestyrelsen fast i et brev, der blev sendt til Region Nordjylland i slutningen af august. Region Nordjylland har dog valgt at frikende sig selv i sagen, da man siden har ændret på sin salgsprocedure og har vurderet, at embedsmændene har handlet i god tro, da de solgte grunden til entreprenøren.

Men det mener regionsrådsmedlem Per Larsen (K) ikke er godt nok. Han mener, at der skal placeres et ansvar i administrationen og har planer om at protestere, når Region Nordjyllands forretningudvalg på mandag skal godkende regionens svar til Ankestyrelsen.

- Der er foregået noget ulovligt i regionen, som alle burde have vist. Man burde have stoppet ulykken, men nu har man valgt at køre videre, som om intet er hændt. Det er ikke godt nok. Der er sket graverende fejl, og administrationen har handlet ulovligt, siger Per Larsen.

Det var ulovligt, da Region Nordjylland sidste år solgte en del af den gamle sygehusgrund i Brønderslev uden først at sende grunden i udbud. Det slår Ankestyrelsen nu fast.

Ikke informeret godt nok i sagen

Regionsrådspolitikeren mener ikke, at politikerne i regionsrådet blev informeret godt nok af regionens forvaltningen, da sagen om byggegrunden blev sendt gennem regionsrådet og efterfølgende blev godkendt af politikerne. Per Larsen ser gerne, at der bliver givet advarsler i administrationen.

Sagen drejer sig om en del af den gamle sygehusgrund i Brønderslev, der blev solgt til en entreprenør i 2017. Grunden blev solgt for 137.000 kroner, men Per Larsen mener, at grunden kunne være blevet solgt for det ti-dobbelte.

Ankestyrelsen har i sin vurdering af sagen også beskrevet, at regionen ikke har foretaget rimelige bestræbelser på at finde en passende markedspris til grunden. Derudover blev grunden ikke sat i udbud, som ellers er kutyme, når en offentlig ejendom sælges.

 

Mener, at skatteyderne har lidt tab

Salget af grunden blev godkendt af regionsrådet, deriblandt af Per Larsen selv, som en ren rutinesag, men det konservative regionsrådsmedlem mener, at politikerne ikke fik alle informationer i sagen, og derved ikke kunne foretage en korrekt beslutning.

I sit svar til Ankestyrelsen skriver Region Nordjylland også, at man ikke mener, at andre end regionen har lidt et tab i sagen, men det er Per Larsen ligeledes uenig i.

- Skatteyderne har lidt et åbenlyst tab, da regionen er gået glip af et millionbeløb fra salget, siger Per Larsen.

Region Nordjyllands forretningudvalg har sagen på sin dagsorden på mandag den 7. oktober, hvor svaret til Ankestyrelsen skal godkendes.


Seneste nyt

fra Nordjylland