Ny film: Voergaard Slot næsten snydt for millioner

En ny dokumentarfilm sætter fokus på den nordjyske svindler Casper Rieper-Holm, der i 1998 forsøgte at snyde sig til millioner fra Voergaard Slot.

Det er efterhånden ved at være lang tid siden, men Hans Jørgen Kaptain husker stadig episoden tydeligt. Året var 1998, og Hans Jørgen Kaptain passede sit arbejde som advokat og godsforvalter for Voergaard Slot nær Dronninglund. 

En dag blev han pludselig ringet op af en dansktalende mand fra Sverige, der præsenterede sig selv som Casper Rosenkrantz af den adelige slægt Rosenkrantz. Casper Rosenkrantz ville gerne donere penge til Voergaard Slot - et tilbud, godsforvalteren gerne tog i mod.

Der var bare ét problem: Casper Rosenkrantz var en svindler, der igennem flere år snød adskillelige ofre for penge og værdier i millionklassen.

Manden med de mange navne

Casper Rosenkrantz rigtige navn er Casper Rieper-Holm, og en ny dokumentarfilm sætter fokus på svindleren, der er født og opvokset i Præstbo i Nordjylland. Han har igennem tiden haft over 20 forskellige navne og siddet i fængslet i flere omgange. Filmen hedder "En fremmed flytter ind" og havde premiere torsdag.

quote Sæby Folkeblad bragte en artikel om rigmanden, så jeg tænkte, det måtte være rigtigt, når der havde været en journalist inde over

Hans Jørgen Kaptain, godsforvalter på Voergaard Slot

Filmen handler om, hvordan Casper Rieper-Holm løj overfor den unge kvinde Amanda Kastrup, der nåede at bo sammen med ham i over 100 dage, inden hun fandt ud af, at han var en svindler.

Inden Casper Rieper-Holm mødte Amanda, rejste han rundt i landet for at besøge de slotte, der havde tilknytning til Rosenkrantz-slægten og udgav sig som arving til slægtens penge.

- Vi aftalte at mødes to-tre uger frem i tiden. Jeg var selvfølgelig mistænksom, så jeg ringede til Rosenkrantz Gods, der også havde fået en henvendelse fra Casper Rosenkrantz. To dage, inden han skulle komme, bragte Sæby Folkeblad en artikel om rigmanden, så jeg tænkte, det måtte være rigtigt, når der havde været en journalist inde over, siger Hans Jørgen Kaptain.

Godsforvalteren mødtes med Casper Rieper-Holm, der forklarede, at han gerne ville donere penge til Voergaard Slot, hvis der var behov for renoveringen af godset. 

- Jeg syntes, han var en flink ung mand, og han vidste meget om den Rosenkranzske slægt, siger Hans Jørgen Kaptain. 

Svindel for millioner

Men Casper Rieper-Holm ville ikke donere penge til Voergaard - tværtimod forsøgte han at svindle sig til penge fra godsforvalteren. 

Et par uger senere ringer Casper Rieper-Holm og siger, at han vil åbne en konto på fem millioner, hvor de to millioner kroner skal gå til Voergaard slot, mens de resterende tre millioner skal bruges andre steder i landet

Kort efter får Hans Jørgen Kaptain et opkald fra Sparekassen i Sæby, der fortæller, at de er ved at åbne en konto i Voergaard Slots navn.

- Her siger jeg nej tak, for det er Voergaards navn, der står på, og så ved jeg jo godt, hvem der må hæfte, siger Hans Jørgen Kaptain og griner.

To dage senere får godsforvalteren af vide, at politiet har stormet Casper Rieper-Holms hus, for han har franarret en bil ud af en Mercedes-forhandler. 

- Jeg tabte ingen penge på det, og jeg fik en rigtig sjov oplevelse, siger Hans Jørgen Kaptain.

Selv har Hans Jørgen Kaptain allerede set "En fremmed flytter ind", hvor også episoden med Voergaard Slot bliver omtalt.

- Det er en sjov film, den er skide godt lavet, og den er underholdende. Men når man ser sig selv, så er man ikke så imponeret, griner han.

"En fremmed flytter ind" kan ses i biografer i hele landet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland