Ny hastighedskampagne skal få nordjyske bilister til at sænke farten

Otte nordjyske kommuner står sammen om at udsende en ny hastighedskampagne. Kampagnen omfatter en video samt forskellige budskaber på både Facebook og radio.

En ny fartkampagne udsendes i uge 34 og 35 af otte nordjyske kommuner. Kampagnen omfatter en ny kampagnefilm, der skal opfordre de nordjyske bilister til at sænke farten.

Det er kommunerne Brønderslev, Hjørring, Jammerbugt, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted og Vesthimmerland, der står bag hastighedskampagnen.

quote Vi prøver at appellere til folks indre jeg og tænke på ens medmennesker, der færdes ved og på vejene.

Henrik Hyldig, Politikommissær hos Nordjyllands Politi

Formålet med kampagnen er at få de nordjyske bilister til at sænke farten på vejene samt skabe større opmærksomhed på, hvad der er på spil, når man ikke overholder fartbegrænsningen. 

Helene Østergaard Kristensen fra Hjørring Kommune har været med til at udvikle den nye hastighedskampagne, og denne gang handler det ikke kun om at få bilisterne på landevejen til at sænke farten. 

- Vi får mange henvendelser på mindre veje især inde i byen, hvor folk føler sig utrygge ved, at folk kører hurtigt. Jeg tror, vi er oppe på 80-90 henvendelser bare i år i Hjørring Kommune, siger Helene Østergaard Kristensen. 

Kampagne spots i radioen

Kampagnen består af både en kampagnefilm, en række budskaber på sociale medier som Facebook samt radiospots til Radio ANR og Radio Nordjyske. Fælles for dem alle er, at de sætter fokus på det at miste de personer, man holder mest af. 

Det er dog radiospotsene, der bliver brugt flest annoncepenge på, og der er en helt særlig årsag til den prioritering. 

- Vores annoncekroner bliver primært brugt på radiospots, fordi det er, imens man kører, at man bliver mindet om at sænke farten. Det er der, man har mulighed for at gøre noget, siger Helene Østergaard Kristensen. 

Helle Grau Jensen, der er kontaktchef hos reklamebureauet Det Nye Sort, der har lavet hastighedskampagnefilmen i samarbejde med de otte kommuner, fortæller, at de har valgt en lidt atypisk vinkel på fortællingen om at nedsætte hastigheden, fordi vi kan have svært ved at relatere til konsekvensen af høj fart.

- Kampagnens målsætning er at vise, at der er rigtig mange følelser indblandet i et færdselsuheld. Både politiet og kommunerne får mange henvendelser fra bekymrede borgere, der ønsker mere fartkontrol, men der mangler fokus på, at folk kigger indad og tænke på konsekvenserne, når vi kører for stærkt, siger Helle Grau Jensen.

Kampagne skal appellere til det 'indre jeg'

Og det primære mål for den nye kampagne er at appellere til de personer, der bliver påvirket af et færdselsuheld lyder det fra Nordjyllands Politi, der også har været med til at udvikle den nye kampagne. 

- Vi prøver at appellere til folks indre jeg og tænke på ens medmennesker, der færdes ved og på vejene og håbe, at folk på den måde vil kigge ned på speedometeret og tjekke, om de kører for stærkt, siger Henrik Hyldig, politikommissær hos Nordjyllands Politi. 

Det er også den reaktion, Helene Østergaard Kristensen håber på, kampagnen vil medføre. Hun lægger vægt på, at dette års kampagne skal appellere til, at vi tænker på de mennesker, vi ikke ønsker at miste, men som hurtigt kan blive impliceret i et færdselsuheld. 

- Det er dels i forhold til, at man selv skulle komme så slemt til skade, at man ikke kommer hjem til sine kære, men det er også i forhold til dem, man risikerer at påføre skade, siger Helene Østergaard Kristensen og uddyber, at man i det sidste tilfælde skal leve med, at man har været skyld i, at der er nogen, som mangler en, de har kær.

Netop derfor er kampagnefilmen også produceret med henblik på at vise livets følsomme øjeblikke. 

- Vi har haft meget fokus på at lave billeder, der er de her følelsesmæssige øjeblikke, fordi man som modtager skal prøve at sætte det i forhold til sine egne relationer, siger Helle Grau Jensen. 

Du kan se de otte kommuners hastighedskampagnefilm nedenfor: 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland