00:22

Stik imod alle andre forsyningsselskaber sænker man i Brønderslev prisen for varme.

Priser på varme stiger i Nordjylland: I Brønderslev bliver det billigere

Fra 1. januar frafalder et tilskud til små varmeværker, hvilket sender en dyr regning ud til mange nordjyske kunder - dog ikke kunder ved Brønderslev Forsyning.

De kunder, der hører under Brønderslev Forsyning, kan se frem til en billigere varmeregning i 2019. Det står i skærende kontrast til andre nordjyder, der næste år kan se frem til en kæmpe prisstigning.

Læs også Ubehagelig overraskelse: Varmeprisen eksploderer for nordjyske kunder

Fra 1. januar bliver det en dyr fornøjelse for mange nordjyder at varme boligen op. Fra 2019 frafalder et tilskud fra staten, som de små fjernvarmeværker har fået siden elmarkedet i 2004 blev liberaliseret. Det manglende tilskud sender en dyr regning ud til nogle nordjyder. I Taars oplever de eksempelvis en stigning på varmeregningen på 63%.

Hos Brønderslev Forsyning kan en standardhusstand se frem til at få cirka 1000 kroner mere til rådighed næste år. Opvarmningen af et 130 kvadratmeter hus falder fra 14.187 kroner til 13.146 kroner, hvilket svare til et fald på 7%. Brønderslev Forsyning mister ligesom andre kraftvarmeværker tilskuddet, der også kaldes rådighedsbeløbet.

Prisnedsættelsen lader sig gøre, fordi forsyningen med rettidig omhu har forberedt sig til det længe varslede bortfald af det såkaldte rådighedsbeløb.

Lasse Riisgaard

– Prisnedsættelsen lader sig gøre, fordi forsyningen med rettidig omhu har forberedt sig til det længe varslede bortfald af det såkaldte rådighedsbeløb, som de decentrale kraftvarmeværker har modtaget i en årrække, siger formand for bestyrelsen Lasse Riisgaard i Brønderslev Forsyning.

Det er Brønderslev Forsynings investering i et stort biomasse- og solvarmebaseret kraftvarmeværk, som nu har givet mulighed for prisnedsættelsen. De har investeret 330 millioner kroner i et anlæg, der omsætter koncentrereret solvarme og træflis til el og varme. 

02:06

Her kan du se, da TV2 Nord i april besøgte det nye anlæg. 

Luk video

Brønderslev Forsyning vurderer selv, at de uden denne investering ville have præsenteret deres kunder for en prisstigning på op til 5000 kroner pr. hus. I stedet kan deres 4600 kunder se frem til en billigere varmeregning fremover.