22 elever og 5 ansatte sendt hjem fra Ravnshøj Skoleafdeling
Elever og medarbejdere er sendt hjem fra Ravnshøj Skoleafdeling til test.
En elev fra skolen er konstateret smittet.
Coronaen har også fået tag i den lille, nordjyske by Ravsnhøj uden for Frederikshaven.
En elev fra Ravnshøj Skoleafdeling er konstateret smittet med Covid-19. For at bryde smittekæden sender Frederikshavn Kommune elevens klassekammerater og flere medarbejdere fra skoleafdelingen hjem.
Frederikshavn Kommune følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer og hjemsender derfor 22 elever fra Ravnshøj Skoleafdelings 9. årgang. Det sker, fordi en elev fredag er testet positiv for Covid-19. Eleverne skal være i isolation, indtil der foreligger negative testresultater.
- Det er vigtigt, at vi handler hurtigt, så vi kan bryde smittekæderne. Vi har derfor valgt at hjemsende elever og medarbejdere til test, så vi kan forhindre smitten i at sprede sig, siger Anette Nedermark, som er skolechef i Frederikshavn Kommune.
Alle elever, der går i samme klasse som den smittede elev, er definerede som nære kontakter, og skal derfor testes, før de kan vende tilbage til skolen. Eleverne skal testes på 4. og 6. dagen, men kan vende tilbage allerede efter den første test, hvis svaret er negativt. Eleverne og forældrene i den berørte klasse er blevet kontaktet direkte.
Retningslinjerne omkring isolation og tests gør sig også gældende for de medarbejdere, som er den smittede elevs nære kontakter, hvilket er i alt fem medarbejdere. Disse er derfor også hjemsendt i isolation og skal have negative tests, før de må vende tilbage til Ravnshøj Skoleafdeling.
I går eftermiddag var der en elev på Bangsbostrand Skoles sjette årgang, der blev testet positiv for Covid-19. Vedkommende var dog i forvejen hjemsendt, da et familiemedlem var konstateret smittet, hvorfor hverken flere elever eller lærere skal sendes i isolation.