64 skoleelever i Ålbæk sendes hjem på grund af coronasmitte

Tre elever fra tre forskellige klasser på Ålbæk Skoleafdeling er onsdag konstateret smittet med covid-19, og det får nu Frederikshavn Kommune til at hjemsende 64 elever.

Tre folkeskoleklasser fra Ålbæk Skoleafdeling er sendt hjem til test, fordi tre elever på skolen er testet positive for coronavirus.

I alt er 64 ud af skolens i alt 160 elever sendt i isolation, indtil de kan fremvise negative testresultater. Der er tale om en 2. klasse, en sammenlagt 3./4. klasse og en 8. klasse.

- Det er vigtigt, at vi handler så hurtigt som muligt, så vi kan begrænse smittespredningen og bryde smittekæderne. Vi har derfor i samarbejde med sundhedsmyndighederne valgt at hjemsende børnene til test, så vi kan forhindre smitten i at sprede sig, siger Anette Nedermark, som er skolechef i Frederikshavn Kommune.

Alle børnene i de pågældende klasser defineres som nære kontakter til de smittede, og elever og forældre er blevet kontaktet direkte. Også fire lærere er sendt hjem i isolation og skal fremvise negative tests, før de igen kan vende tilbage.

- Derfor kommer de først retur i næste uge. Det er ærgerligt, men det vigtigste i den her situation er er at få brudt smittekæden, siger Anette Nedermark.


Seneste nyt

fra Nordjylland