Aalborg Storcenter åbner med masser af tilbud
Trods politiske anbefalinger om ikke at åbne med hverken køtilbud eller slagtilbud, der kan få kunderne til at stimle sammen, så er der er masser af procenter og tilbud hos butikkerne i Aalborg Storcenter, der åbnede mandag. Det er nødvendigt, lyder det fra centerchef. Foto: Ib William Christensen
Trods politiske anbefalinger om ikke at åbne med hverken køtilbud eller slagtilbud, der kan få kunderne til at stimle sammen, så er der er masser af procenter og tilbud hos butikkerne i Aalborg Storcenter, der åbnede mandag. Det er nødvendigt, lyder det fra centerchef.
- Det politisk korrekte svar vil være; uha, nej vi har ikke tilbud, men virkeligheden er en anden.
Sådan lyder det fra centerchef Preben Bjerregaard fra Aalborg Storcenter i Aalborg, hvor kunderne mandag efter adskillige ugers fravær igen kunne komme på shopping i det store center.
Og der vil være gode tilbud til kunderne, for varelagrene bugner hos flere butikker, og der er kamp om kunderne.
- Der er jo nogle, der har kollektioner, de skal af med i en vis fart, så der vil være gode priser og tilbud, siger Preben Bjerregaard.
Halv pris på varer
Blandt de butikker er tøjforretningen Message, der åbner mandag med 50 procent på en lang række varer.
- Det er der jo blandet meninger om, men vi får masser af nyheder ind til normalpriser også,lyder det fra butikschef Samantha Nielsen.
Også hos tøjbutikken Marcus er der åbningsprocenter.
- Der er ophobet sig et kæmpe varelager, så vi er nødt til at sætte gang i noget salg, siger Kasper Nielsen, der er ejer af Marcus i Aalborg Storcenter.
Han tror, det bliver en stille og rolig åbning og frygter ikke, at folk stimler sammen med kort afstand imellem sig - og uden at tænke sig om.
- Folk er jo vant til, at der er tilbud hele tiden, og vi skal have realiseret nogle varer, siger Kasper Nielsen og tilføjer:
- Vi tager alle forholdsregler, vi har sprit, og der skal holdes afstand i butikken.
Også hos House of Teens er der åbningstilbud - og forklaringen er den samme.
- Vi er nødt til at have solgt ud af varelagret, vi får nye varer hele tiden, og der er kommet en pukkel, der hober sig op, siger butikschef Mathias Holm.
De kontante fakta er, at omkring 15 procent af årets drift er smuldret væk på grund af coronakrisen og deraf følgende nedlukning af såvel Aalborg Storcenter som alle andre storcentre.
Hold til højre
Men nu er Aalborg Storcenter klar igen, og man følger Sundhedsstyrelsens anvisninger. Blandt andet vil der være håndsprit tilgængeligt alle steder, ligesom kundernes opfordres til at holde til højre, når man går rundt.
- Det er ligesom i trafikken, at man skal holde til højre og holde afstand, siger centerchefen, som tilføjer, at man har nøje tal på, hvormange der er i centret ad gangen.
- Skulle vi nå den lykkelige situation, at vi er tæt på at nå det maksimale antal, så kan vi også håndtere det, siger Preben Bjerregaard.
- Vi skal have gang i økonomien
De kunder, TV2 Nord mødte mandag i Aalborg Storcenter, er glade for centret igen er åben, og de er trygge ved at være der - og forstår godt butikkernes iver med gode tilbud.
- Butikkerne skal jo af med varerne, og vi skal have gang i økonomien igen. Centret har gjort det hele så fint og folk er gode til at holde afstand, siger Caroline Ramskov fra Aalborg.
Lene Løntoft fra Aars mener også, at der er styr på det hele i Aalborg Storcenter.
- Det er fint med markeringerne på gulvet, og man bliver lige mindet om corona, siger hun og tilføjer, at det i høj grad også er op til folk selv at tænke sig om, når man bevæger sig ind i et storcenter.
Tina Høybye fra Nørresundby var også blandt nogle af de første kunder i Aalborg Storcenter mandag. Hun havde regnet med, at der ville være flere mennesker i centret.
- Det er dejligt, centret er åbnet igen, der er nogle fede forretninger, og så kan vi få brugt nogle penge, siger Tina Høybye.