Besøgsforbud genindføres på hospital efter coronaudbrud

Regionshospital Nordjylland genindfører besøgsforbuddet på hospitalet i Hjørring, efter at Hjørring Kommune er blevet ramt af et nyt udbrud af coronavirus.

Det bliver ikke muligt for pårørende at besøge og ledsage patienter til behandling på Regionshospital Nordjylland i Hjørring i den kommende tid. Hospitalet har valgt at genindføre besøgsforbuddet efter et nyt udbrud af coronavirus i Hjørring Kommune.

Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Besøgsforbuddet blev ellers lempet torsdag 11. juni, hvor det blev muligt for patienter at have op til to ledsagere eller pårørende med på hospitalet, men inden for den seneste uge er Hjørring Kommune den kommune i landet, hvor flest nye tilfælde af borgere med coronavirus er observeret. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen.

- Derfor er vi også nødt til at gøre vores til at slå udbruddet ned og begrænse smitten. Det er meget beklageligt i forhold til de patienter, der havde set frem til at have pårørende på besøg eller ledsagere med til deres aftaler på hospitalet, men desværre nødvendigt. Det afgørende er nu at få smittekæderne stoppet samt minimere smitterisikoen for patienter og personale, siger hospitalsdirektør Henrik Larsen.

Hospitaler klar til coronapatienter

Skulle situationen i Hjørring, hvor coronasmitten har spredt sig på et plejehjem og flere skoler, medføre, at der er brug for at indlægge flere patienter, så er de nordjyske hospitaler klar.

- Der har været meget få patienter indlagt i regionen med covid-19 de seneste uger, men både Regionshospital Nordjylland og Aalborg Universitetshospital er stadig kapacitetsmæssigt klar, hvis smitteudbruddet resulterer i et øget antal indlæggelser, siger Henrik Larsen.

Det genindførte besøgsforbuddet gælder kun Regionshospital Nordjyllands matrikel i Hjørring. På hospitalets øvrige i matrikler i Frederikshavn, Brønderslev og Skagen samt Aalborg Universitetshospitals matrikler gælder de lempede regler, hvor man må have op til to pårørende med på hospitalet.

Smitteudbruddet i Hjørring Kommune har medført et stort pres på testfaciliteterne i Hjørring, og der er derfor sat ekstra bemanding ind og oprettet flere podestationer.

Undtagelser fra besøgsforbud

Ledsagere og pårørende bedes blive væk fra Regionshospital Nordjylland, Hjørring medmindre:

- din pårørende er kritisk syg eller døende
- din pårørende er et barn
- du er ledsager til en fødsel
- din pårørende er en voksen, der på grund af en kognitiv funktionsnedsættelse har et særligt behov


Seneste nyt

fra Nordjylland