Borgmestre i opråb: Vi vil have turisterne tilbage
Partnerskab fra Vestkystturisme har forud for dagens forhandlinger i folketinget om udvidelse af fase 2 sendt et opråb om at åbne grænserne nu for at redde turistererhvervet
Flere borgmestre og butiksejere sætter deres lid til, at aftenens forhandlinger på Christiansborg udmønter sig i, at grænserne igen kan blive åbnet.
Hirtshals er ikke helt sig selv for tiden.
- Der mangler så mange norske turister i byen, at det nærmest er en katastrofe, siger Per Jensen, der ejer Hirtshals Kro.
Coronakrisen og de lukkede grænser betyder en kæmpe økonomisk klods om benet på de erhverv, der lever af turister.
For Per Jensen udgør de norske turister 35 procent af hans årlige omsætning, så han håber, grænserne bliver åbne til højsæsonen, så han kan holde skindet på næsen.
Længere nede af vestkysten håber en borgmester også på, at de turisterne snart får lov at indlogere sig i sommerhusene og bruge deres feriepenge hos lokale virksomheder.
I Jammerbugt Kommune har borgmester Mogens Christen Gade sammen med ni andre vestkystsborgmestre sendt et opråb til regeringen om at åbne grænserne.
- Det her vil få store konsekvenser - både i form af direkte turisterhverv men også hos en række følgeerhverv i små lokalsamfund langs vestkysten, siger han.
Derfor er opfordringen til forhandlerne på Christiansborg også helt enkel:
- Åbn grænserne så hurtigt som muligt, så forsvarligt som muligt, lyder borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Christen Gades, opfordring til Christiansborg.