Gratis tilbud til udsatte og hjemløse: Christian får vaccination mod influenza
Christian Vang Hansen var en af mange, der onsdag tog imod tilbudet om at komme forbi Cafe Parasollen i Aalborg for at få en gratis influenzavaccination. Foto: Mogens Jørgensen
Privatklinikken Alles Lægehus i Aalborg kan i samarbejde med varmestuer og herberger i Aalborg og Nørresundby igen i år tilbyde gratis influenzavaccination til hjemløse og udsatte borgere.
Christian Vang Hansen var en af mange, der onsdag tog imod tilbuddet om at komme forbi Cafe Parasollen i Aalborg for at få en gratis influenzavaccination.
- Det er godt nok mange år siden, jeg har haft influenza, siger Christian Vang Hansen, inden han indfinder sig i et lille baglokale på Cafe Parasollen midt i Aalborg.
De har ligeså meget ret til at modtage en influenzavaccination, som du og jeg har, de er bare ikke så flinke til at møde op.
Elsebeth Jensen, sygeplejerske
Her møder han sygeplejerske Elsebeth Jensen, som til dagligt er ansat på privatklinikken Alles Lægehus i Aalborg.
Onsdag havde hun og en kollega travlt med at komme rundt til blandt andet varmestuer i Aalborg og Nørresundby for at give gratis vaccine til de hjemløse og udsatte borgere, der tog imod tilbuddet om gratis influenzavaccination.
- De har ligeså meget ret til at modtage en influenzavaccination, som du og jeg har, de er bare ikke så flinke til at møde op, siger Elsebeth Jensen, mens hun gør klar til at give Christian influenzavaccination.
- Det er sjældent de hjemløse og udsatte kommer på lægeklinikkerne, så derfor er de mere udsatte, og især i år er det vigtig med en vaccination, fordi vi har en farlig konkurrent i form af corona, siger Elsebeth Jensen.
Christian Vang Hansen har fået sin vaccination og er tilfreds, men tænker alligevel meget over det med coronapandemien.
- Bare man kunne finde en vaccine, der både kan udrydde coronaen og influenza, siger Christian Vang Hansen, inden han smutter ud på sin daglige tur for at sælge de hjemløses avis, "Hus forbi".
Selv om der overalt i Danmark meldes om mangel på influenzavacciner, så lover Elsebeth Jensen, at der er vacciner nok til, at alle udsatte og hjemløse i byen kan komme og få et lille prik gratis.
- Og er der nogen udsatte og hjemløse, der ikke nådede at komme forbi et af stederne i dag, kommer vi gerne forbi igen, lyder det fra Elsebeth Jensen.
Se indslaget fra Cafe Parasollen, hvor hjemløse og udsatte onsdag kunne på en gratis influenzavaccine.