Ekstra tid: Nødpassede børn støvsuger Brønderslev for skrald
Foto: Privat foto.
To børn i nødpasning og en pædagog udnyttede tirsdag tiden og ryddede gaderne i Brønderslev for skrald. Pædagog håber, at flere vil følge trop.
Mens langt de fleste børn i øjeblikket befinder hjemme under coronavisussens udbrud, så er der også enkelte børn, der fortsat passes af pædagoger i en fritidsordning. Hos SFO’en Månehuset i Brønderslev har man lige nu to børn i såkaldt nødpasning.
En hverdag langt fra normalen, og det kalder derfor også på anderledes aktiviteter. Derfor valgte en af SFO’ens pædagoger, Michael Madsen, at tage de to nødpassede børn på seks og ni år med ud at samle skrald – for at udnytte tiden og gøre en god gerning.
- Da jeg gik på arbejde tirsdag, var der fyldt med skrald på gaden, og derfor tænkte jeg, at jeg ville tage dem med ud. Så vi gik en times tid, hvor vi rundede legepladsen, gik rundt om skolen, tog sidegader til skolen, oppe på byens biblioteket og rundt om kirken. Det var en god måde at komme ud på og samtidig holde afstand til andre folk, fortæller pædagog i Månehuset Michael Madsen.
Tid til fordybelse
De to børn i nødpasning modtager undervisning af en lærer om formiddagen, og om eftermiddagen er det to pædagoger, der arbejder skiftevis, som tager over.
- Normalt har vi måske 120 børn. Nu har vi tid til at lave det, som vi normalt ikke bruger så meget tid på. Vi kan fordybe os meget mere i en aktivitet end til dagligt, hvor der er 120 børn. Vi har fokus på de to børn, der er der. Og så kan vi som pædagoger også selv deltage meget mere, siger Michael Madsen.
Han fortæller samtidig, at mange af de aktiviteter, som han laver med de to børn i SFO’en, sagtens kan bruges af forældre derhjemme. Derfor lægger han og de andre pædagoger også videoer op på SFO’ens Facebook-side for at inspirere folk derhjemme.
- Vi har blandt andet også spillet naturbingo. Det består af en tom æggebakke, hvor man tegner eksempelvis græs, pinde, sand, blomster og så videre i låget af æggebakken. Og så skal man ud på legepladsen eller i sin have og finde de tegnede ting. Forleden spillede vi dødbold i mørke, og det er heller ikke noget vi plejer at gøre. Men det er jo super nemt, og man kan nemt starte med at samle skrald ude i sin egen have eller gade.
4,5 kilo og 320 stykker skrald
Tirsdag blev det til en times tid på gader og stræder i Brønderslev. Forinden skulle både børn og pædagog gætte på, hvor mange stykker skrald, de kunne nå at samle, og hvor meget skraldet ville veje.
- Vi fik fyldt ’Rullemarie’ godt op med affald, og så snakkede vi på vejen om, hvorfor folk mon smider det, og hvad der sker med det, når det ligger i naturen. Det handler egentlig bare om at inspirere børnene og samtidig give dem en viden om affald og konsekvenserne, siger Michael Madsen.
I alt blev det til 320 stykker affald med en samlet vægt på 4,5 kilo. Og efter indsamlingen blev skraldet undersøgt og sorteret.
- Børnene brokkede sig ikke. De var bare nysgerrige på, hvor meget skrald vi mon kunne samle, lyder det fra pædagog Michael Madsen.