Endelig frie: - Nu bliver det hverdag igen
Kasseassistent Birte Jensen er glad for at hun ikke længere skal gå med mundbind, men hun er også glad for, at MENY i Skalborg har besluttet at plexiglaspladen ved kassen bliver hængende.
Siden midnat har coronavirus ikke længere særstatus som en samfundskritisk sygdom. Det betyder, at myndighederne ikke længere kan genindføre landsdækkende nedlukninger og restriktioner som obligatorisk brug af mundbind.
Varerne ruller hen ad båndet, men kasseassistent Birte Jensen scanner kundernes indkøb. Da coronaen for alvor hærgede var Birte Jensen iført visir. Når hun eller kunderne bevægede sig rundt i butikken, skulle de være iført mundbind.
- Det var lidt hårdt og ubehageligt. Det er ikke særlig rart at have mundbind på, husker Birte Jensen.
Mundbind blev revet ned af hylderne
Da mundbindene var obligatoriske i store dele af samfundet kunne butikken dårligt skaffe nok. Nu fylder de kun en enkelt hylde i MENY i Skalborg.
- Jeg købte fire-fem paller mundbind på en gang, som bare susede afsted. Det var noget alle skulle have med. Ligesom man skulle hente mælk, så skulle man også hente mundbind, siger Anders Mogensen, Købmand, MENY, Skalborg.
Ikke længere samfundskritisk sygdom
Siden midnat har COVID-19 ikke længere status af samfundskritisk sygdom. Det betyder, at der ikke længere er lovhjemmel til at lave nationale nedlukninger. Styrelsen for Patientsikkerhed kan stadig give påbud til kommuner om at lukke for eksempel skoler ned ved smitteudbrud, men det kan kun gøres lokalt.
- Det er rart, at vi er nået dertil. Nu bliver det hverdag igen, siger kasseassistent Birte Jensen.
Coronarestriktioner har det været mange af. På plejehjemmene skulle besøg foregå udendørs. Syv nordjyske kommuner blev lukket ned, og indenfor kommunerne måtte man ikke krydse kommunegrænsen. For at komme på restaurant, frisør eller i Fårup Sommerland skulle der fremvises coronapas.
I Skalborg er det stadig mundbindet som mange husker som den værste restriktion.
- Det er ikke noget, man er vant til at gå med, og jeg synes aldrig, at jeg vænnede mig til at gå med det, siger Nikolaj Bøhne, mens han er på vej ind for at handle.
Plexiglasset bliver
Ikke alt bliver, som det var før COVID-19. MENY i Skalborg var den første nordjyske butik, der installerede plexiglas ved kassen, og det har de besluttet bliver hængende i butikken.
- Jeg synes, det er dejligt at plexiglasset bliver her. Det er trygt at stå her bag glasset. Du kan stadig se kunderne. Det kan være lidt svært at høre, hvad de siger, men det finder vi altid ud af, siger Birte Jensen.