Støj øger risiko for demens: - Det skræmmer mig da helt vildt
Helle Rasmussen fra Øster Sundby bor lige op ad motorvejen, og hun er skræmt af den nye forskning, der viser, at støjgener øger risikoen for demens.
Jo højere og jo mere støj du er udsat for, jo større risiko er der for, at du udvikler en demenssygdom. Så entydig er konklusionen i et dansk forskningsprojekt.
Helle Rasmussen er alt andet end gode venner med den ene af sine naboer. Naboen larmer højlydt, og det er endda på alle tidspunkter af døgnet.
Der er dog ikke tale om en nabo, der har soundboksen skruet så øredøvende højt op, at selv de tykkeste vægge må hejse det hvide flag.
Der er derimod tale om lyden af biler, der kommer susende frem og tilbage. Helle Rasmussen fra Øster Sundby er nemlig nabo til motorvej E45.
- Hvordan synes du, at det lyder, kunne du tænke dig at bo her?, spørger hun retorisk.
Nyt studie bekymrer
Selv undgår hun helt at befinde sig på den side af matriklen, der ligger nærmest motorvejen. For det kan hun ganske enkelt ikke holde ud grundet de voldsomme støjgener.
Et nyt studie viser, at den beslutning, efter alt at dømme, ikke er helt tosset. Støj kan nemlig øge risikoen for demens, lyder det.
- Vi har sammenlignet dem, som er udsat for lidt støj, og dem som er udsat for meget støj, og der kan vi se, at der er en øget sandsynlighed på 27 procent for at udvikle demens hos dem, der er udsat for trafikstøj, siger Jesper Hvass Schmidt, overlæge på Odense Universitetshospital.
Støjniveauet ved boligerne tæt på motorvejen i Aalborg overstiger markant de vejledende støjgrænser fra Miljøstyrelsen. Det bekymrer Helle Rasmussen.
- Det skræmmer mig da helt vildt. Det er endnu en sygdom til den lange liste for os, der bor tæt ved en motorvej, siger hun.
Risikoen for at udvikle en demenssygdom forhøjes, hvis man over en årrække eksponeres for trafikstøj over 55 decibel, og det er omkring 30 procent af alle danskere, der er udsat for vejstøj, som overstiger netop den grænse.
Politiker: - Der er ikke sket noget
- Det gør et kæmpestort indtryk, for udover selve ubehaget i situationen, så har støj nogle meget ubehagelige konsekvenser på sigt, der også er dyre for samfundet, siger Per Clausen (E), byrådsmedlem i Aalborg Kommune.
I Øster Sundby, hvor Helle Rasmussen bor, viser Vejdirektoratets egne målinger, at trafikstøjen kan komme op over 70 decibel, og Helle Rasmussen føler sig overset af de lokale politikere. Hun mener ikke, at der bliver gjort nok. Den store utilfredshed forstår Per Clausen godt.
- Jeg kan sagtens forstå, at hun er utilfreds, for der er ikke sket noget. Jeg kan bare sige, at vi ligger meget pres på, og så må vi håbe, at der snart kommer nogle resultater, siger han.
Da en ny trafikaftale blev præsenteret i juni, var der afsat penge til støjskærmsprojekter langs E45, men indtil videre må Helle Rasmussen leve med støjvæggen fra 1992 og en viden om en forøget chance for at udvikle demens.
- Jeg bliver da bange, og man mister mere og mere lysten til at bo her, siger Helle Rasmussen.