Endnu en nordjysk festival må trække stikket: Nibe Festival er aflyst
Foto: Nibe Festival
Festivalen bliver alligevel ikke til noget 1.-4. juli på grund af forlængelsen af forbuddet mod store forsamlinger, som kom fra statsministeren mandag aften.
Lukas Graham, Rasmus Seebach og Lars Lilholt Band kommer ikke til at underholde publikum i Skalskoven i år.
Holdet bag Nibe Festival har på baggrund af regeringens udmelding mandag aften, valgt officielt at aflyse musikfesten, der skulle have fundet sted 1. – 4. juli.
Det skriver teamet i en pressemeddelelse.
- Vi må desværre beklage, at Nibe Festival 2020 er aflyst. Det sker på baggrund af, at statsminister Mette Frederiksen til et pressemøde i aften har meddelt, at det til og med august ikke er tilladt at gennemføre arrangementer med store forsamlinger, står der.
Nibe Festival er blandt Danmarks seks største musikfestivaler. Her har man forståelse for regeringens beslutning.
- Vi må ikke sætte vores gæster og de 4700 frivilliges ve og vel i spil. Det vil være dybt uansvarligt. Vi skal modsat have fokus på ansvarlighed og samfundssind. Vi sender masser af tanker til de mange tusinde gæster som havde set frem til at feste i Skalskoven i dagene 1. – 4. juli. Billetkøberne vil kunne få billetten overført til Nibe Festival 2021 eller få den refunderet.