Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Før debat: Tre nordjyder deler deres ønsker til politikernes svar

Foto: Privatfoto

Før den store partilederdebat i aften deler tre nordjyder deres ønsker til hvad politikerne skal svare på - og handle på.

Når TV2 og DR i aften klokken 19.30 byder velkommen til partilederdebat om genåbningen af Danmark i forbindelse med coronakrisen vil danskerne forhåbentlig få gode svar på nogle af de mange spørgsmål, der har rejst sig gennem de sidste to måneder hvor landet har været i undtagelsestilstand med nedlukning af store dele af samfundet, grænserne, turismen og det normale samfundsliv.

Debatten bliver den første af sin slags siden Mette Frederiksen på et pressemøde 11. marts meldte ud, at store dele af samfundet skulle lukkes ned i et forsøg på at bremse smitten med coronavirus. Målet var at styre Danmark ind på den meget omtalte grønne kurve hvor sundhedsvæsnet kunne følge med bølgen af smittede og indlagte – og dermed også at undgå den røde kurve hvor smitten i samfundet ville eksplodere med et kollapset sundhedssystem og dermed mange døde til følge. Sørgelige scener, der desværre blev til virkelighed i flere dele af Italien, USA og andre lande.

I Danmark lykkedes det at blive på den grønne kurve og antallet af indlagte falder i disse dage med en pæn hastighed. Samtidig er samfundet ved at genåbne kontrolleret og på mandag får de største elever i folkeskolen mulighed for at komme tilbage i skole ligesom efterskoler, restauranter og værtshuse kan åbne igen.

- Vi fik kollektivt trukket håndbremsen

Karen Heidelbach er mor til Johan og Esther samt stifter af patientforeningen Organdonation - Ja tak. Foto: Privatfoto

For rigtig mange har krisen betydet mange uger med digital fjernundervisning, hjemmearbejdsplads. For andre har den ført stor uvished om fremtiden med sig. Tre af disse er Morten ’Kok’ Nielsen, der ejer Mortens Kro i Aalborg, Per Dam, der er direktør for Sol og Strand, der lejer sommerhuse ud og Karen Heidelbach, der er mor til Johan og Esther samt stifter af patientorganisationen Organdonation – Ja tak.

For alle tre gælder det, at coronakrisen ramte hårdt, men den ramte også vidt forskelligt.

- Det var en virkelig brat opvågning, fortæller Karen Heidelbach om aftenen den 11. marts da budskabet fra statsministeren og sundhedsmyndighederne først var blevet forstået:

- Vi fik kollektivt trukket håndbremsen i vores liv og vi sank da også en klump fordi vi godt kunne mærke, der var noget på vej.

Karens datter Esther er levertransplanteret og skal derfor tage immundæmpende medicin resten af sit liv og vil altid være i risiko for, at selv simple sygdomme og infektioner kan udvikle sig.

- Følelsen af begrænsning er ikke fremmed for mig, for vi har jo taget rigtig mange hensyn og har afstået rigtig meget for Esthers sundheds skyld og nu kan man sige at verden har oplevet at gøre det samme – at gøre noget sammen for hinanden.

- Det hele synker i grus

Morten 'Kok' Nielsen er kok og indehaver af Mortens Kro i Aalborg. Foto: Privatfoto

Morten ’Kok’ Nielsen oplevede samme aften at se alt det, han har bygget op gennem snart 25 år, forsvinde for øjnene af sig.

- Man ser det hele synke i grus – og det er ikke ens egen skyld. Hvis det var mig selv, der havde sat det hele over styr, kunne jeg forholde mig til det, men det var det ikke, fortæller Morten Nielsen, der beskriver de følelser og tanker, der opstod for ”en begyndende depression”, for han kunne slet ikke se en vej igennem den krise, der tegnede sig:

- Der er mange gange i livet, man kan blive udfordret og finde en løsning på den udfordring, men lige der virkede det hele så uvirkeligt, fortæller han videre.

- Hvor er vi på vej hen?

Per Dam er direktør i Sol og Strand, der har hovedkavarter i Blokhus. Foto: Pressefoto

For Per Dam, dirketør i Sol og Strand, der lever af at udleje feriehuse, var det usikkerhed, der ramte som det første.

- Jeg tror, vi alle sammen blev ramt af usikkerhed. Hvor er vi på vej hen? Det var der ikke nogen, der vidste. Vi så billeder fra Kina og Italien og vi tænkte: Det må bare ikke ske i Danmark, fortæller Per Dam.

- Det var noget helt nyt, og der var ingen af os der kunne vurdere om det her ville forandre verden for altid eller om der var en vej igennem, så usikkerhed er nok det ord, der beskriver det bedst, siger Per Dam, der har rosende ord til politikere og myndigheder, der handlede resolut dengang i marts.

- Det var nogle hårde beslutninger, der blev taget på det tidspunkt, og det har også været en hård proces for alle både rent privat og professionelt, men den hurtigere ageren er altså en af grundene til, at vi kan diskutere genåbning lige nu, siger han videre.

Nye sendetider

På grund af partilederdebatten udgår TV2 Nords udsendelse klokken 19.30. Vi sender istedet en længere nyhedsudsendelse klokken 18.30 samt på vores normale sendetidspunkt klokken 22.00

Skal vi åbne mere op eller gå med livrem og seler?

Og netop genåbning af samfundet er emnet, når partilederne torsdag aften skal debattere. Lige nu er vi i gang med fase 2 af genåbningen og på mandag får restauranter og værtshuse lov til igen at slå dørene op ligesom de største elever i folkeskolen samt efterskolerne igen kan vende tilbage til noget der minder om en hverdag. Tredje og fjerde fase af genåbningen har politikerne også aftalt til senere på sommeren. Spørgsmålet er så: Går det for langsomt, for hurtigt eller er tempoet helt tilpas?

Og her svarer både Karen Heidelbach, Morten Nielsen og Per Dam faktisk godt, man kan sætte tempoet lidt i vejret. Karen Heidelbach ser gerne at kulturtilbud åbner hurtigere end det er bebudet.

- Jeg tror, vi kommer til at fortryde, at vi ikke åbnede kulturen op noget før. Nu har vi løftet i flok og så er jeg faktisk overbevist om, at vi godt kan håndtere den opgave det er, at færdes ude sammen, lyder det fra Karen Heidelbach der ellers karakteriserer sig selv om en person, der helst går med både livrem og seler.

Jeg tror, vi kommer til at fortryde, at vi ikke åbnede kulturen op noget før. Nu har vi løftet i flok og så er jeg faktisk overbevist om, at vi godt kan håndtere den opgave det er, at færdes ude sammen

Karen Heidelbach, stifter af patientforeningen Organdonation - Ja tak!

Lukkede grænser koster dyrt i små samfund

I hvert fald livremmen er også vigtig for Per Dam, der med feriehusudlejning som professionelt hverv gerne ser at de udenlandske turister kommer tilbage til Nordjylland og resten af Danmark gennem en kontrolleret genåbning af grænserne.

- Jeg tror på, det er muligt at åbne landet fornuftigt, og man har jo sågar, efter sidste torsdag, da genåbningens faser blev aftalt, sænket afstandskravet til én meter som et udtryk for at smittetrykket er en god del lavere, end man forventede, det ville blive, siger Per Dam, der ikke kun ønsker grænserne åbnet for sin egen forretnings og Sol og Strand 6.500 husejeres skyld, men også for de samfund, der i høj grad lever af turismen.

- Man regner med at en turist bruger omkring 750 kroner i døgnet, og to tredjedele af det forbrug går til indkøb, shopping, restauranter og oplevelser, så det er jo ikke kun udlejerne og husejerne, der har det hårdt, som det er lige nu. Der er masser af samfund langs de danske kyster, der har haft en flot vækst i de sidste 10 år, som har været båret af, at der er turister i byerne fra påske til efterårsferien, siger Per Dam, der selv bor i Løkken og kender mange, der er dybt afhængige af, at der er udlændinge i byen til at understøtte erhvervslivet.

- Vi har under den nuværende grænselukningsperiode i feriehusbranchen mistet omkring 2,3 milliarder i tabt omsætning på manglende udenlandske overnatninger, det er et kæmpe tab og det kan vi ikke vinde hjem igen. Hvis vi ikke hurtigst muligt åbner grænserne op igen – kontrolleret og sikkert – bliver tabet endnu større, og det betyder jo meget stort tab i skattekroner og velfærd ude kommunerne og de små samfund, siger han videre og støtter helt konkret ideen om at borgere fra for eksempel Tyskland og Norge kan bruge en lejekontrakt på et feriehus som anerkendelsesværdigt formål til at komme ind i Danmark.

Vi har mistet omkring 2,3 milliarder i tabt omsætning og dem kan vi ikke vinde hjem igen, men hvis vi ikke åbner grænserne op igen – kontrolleret og sikkert – bygger vi bare ovenpå det tab som jo også er et tab i skattekroner og velfærd ude kommunerne og de små samfund

Per Dam, direktør, Sol og Strand

Vigtigt med et levende samfund

Også Morten Nielsen ønsker samfundet åbnet op i et lidt hurtigere tempo end der er lagt op til. For ham er det nemlig ligeså vigtigt, at for eksempel restauranter må åbne igen som det er vigtigt at samfundet som helhed er et man kan agere i:

- Man har i et eller andet omfang fået sat en frygt i folk og for at få den frygt bearbejdet ud igen, er det vigtigt at samfundet rundt om os fungerer. Vi skal i drift igen så der også kan være job til alle dem, der er sendt hjem, når vi kommer om på den anden side af det her, siger restauratøren.

Husk de syge, luk op for naboerne, normaliser samfundet

Og det er netop det, Morten Nielsen håber at høre partilederne sige i aften: At samfundet skal normaliseres – at målet er at komme tilbage til hvor vi som et samlet Danmark var før.

- Og så vil jeg gerne have et indtryk af, at tingene bliver gjort i enighed – at vi fortsat er sammen om den her opgave. Der er selvfølgelig forskellige måder at gøre tingene på, men jeg har altså et håb om, at vi som samfund vil redde samfundet sammen, siger Morten Nielsen.

De skal sige, at de holder snuden i sporet. Der må ikke gå børnehaveretorik og alt for meget partipolitik i det her. Det er det for vigtigt til. De har udvist ansvar og det skal de blive ved med

Karen Heidelbach, stifter af patientforeningen Organdonation - Ja tak!

For Per Dam vil de ord, der kan vække størst glæde lyde: ”Ja, turisme er et anerkendelsesværdigt formål, og vi er parate til nu at åbne for de feriegæster fra Tyskland og Norge, der har et lejebevis til et feriehus i hånden.”

- Jeg håber virkelig, der kan komme en afklaring på det punkt. Hellere i går end i dag. EU anbefaler, at man åbner op til nabolande med samme smittetryk, WHO anbefaler det ,og Tyskland har også sagt, de vil åbne op for grænserne til Danmark allerede på fredag, så det er mit håb, at det sker hurtigst muligt. En kontrolleret genåbning vil sikre, at vi ikke taber mere, end vi i forvejen har tabt, og at vi kan få gang i hjulene igen – det vil virkelig være til gavn for samfundet som helhed.

For Karen Heidelbach er en enkelt, simpel pointe vigtig at høre under debatten:

- De skal sige, at de holder snuden i sporet. Der må ikke gå børnehaveretorik og alt for meget partipolitik i det her. Det er det for vigtigt til. De har udvist ansvar og det skal de blive ved med.

Nordjysk indspark klokken 21.10

Partilederdebatten starter klokken 19.30 på TV 2 og DR1 og det beyder, at TV2 Nords udsendelse klokken 19.30 udgår. Til gengæld sender vi en længere udsendelse klokken 18.30 samt på vores normale sendetidspunkt klokken 22.00. Derudover kan du møde både Morten Nielsen, Per Dam og Karen Heidelbach klokken 21.10 når TV 2 stiller om til TV2 Nord og de øvrige TV 2-regioner for at få danskernes reaktion på debatten.


Vindstød af orkanstyrke skræmmer ikke: - Vi er vant til blæst

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det kan være en god idé at sikre sit julepynt inden aftenens blæsevejr.

I landets nordligste kommuner har TV2 Vejret udsendt et varsel om vindstød af orkanstyrke fra klokken 21 i aften og frem til mandag morgen klokken 6.

Det er det absolutte højeste trin på Beaufortskalen, der inddeler vindens hastigheder i 12 trin. Orkan er det højeste med vind på 32 meter i sekundet. Det svarer til 117 kilometer i timen. Når det blæser så meget, kan det forårsage skader på bygninger.

Dagens varsling er dog ikke noget, der har givet anledning til at panderynker hos Nordjyllands Beredskab.

- Vi gør ikke noget særligt, vi følger blot situationen. For vi er vant til, at det blæser her oppe, og nordjyderne er gode til at sikre alt fra trampoliner til julepynt, lyder det fra Diana Sørensen, der er direktør ved Nordjyllands Beredskab.

Julepynten sat fast med wire

De vilde vindstød kommer på et tidspunkt, hvor gaderne i byerne er fyldt op med ting og sager, der skal sikre den gode stemning. Det lysende julepynt, som man finder i alle handelsbyer.

Og derfor giver blæsten da også handelschefen i Frederikshavn, Dan Kobberup, grund til at holde ekstra øje med de mange lys.

- Det er sat op efter alle kunstens regler af fagfolk, og de store ting er sat fast med wire, forklarer han.

Så du er ikke nervøs for vindstød af orkanstyrke?

- Jow, det er jo ikke lige det, vi ønsker i december. Så hellere sne og frost, siger han.

Vejrforholdene betyder desuden også, at flere færgeafgange til og fra Hirtshals er aflyst. Det er også netop ud for Hirtshals og Skagen, at bølgerne bliver højest. Ifølge DMI bliver 5-8 meters bølger, når det er værst. Som det fremgår af billedet herunder, er det primært langs vestkysten, at der kommer høje bølger.

Foto: DMI

Dertil kommer det, at vejret giver en øget vandstand langs veskysten både i Nordjylland og på Læsø. Omkring klokken 5.00 mandag morgen, kan den ifølge DMI's radar være forhøjet med op til 120 centimeter.

En lille formaning

Selvom Diana Sørensen er glad for, at nordjyderne oftest er gode til at sikre deres hjem inden blæsevejr, vil hun alligevel gerne komme med en opfordring til borgere i Hjørring og Frederikshavn kommuner inden i aften:

- Gå lige en tur i haven og se efter, om alt kan tåle vejret. Tjek om der er en stor gren, der kan falde ned og ødelægge dit eller naboens skur eller drivhus, siger hun og tilføjer:

- Og har man julepynt hængt op udenfor, så tjek, at det sidder godt fast og ikke kan rive noget med ned.


Den travleste tid: Det vælter ind med kunder hos Jesper

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Denne weekend er en af de største for juletræssælgeren. Næste weekend er lidt af en joker.

Weekenden bliver for mange brugt på at slappe af og ordne de praktiske ting i hjemmet, inden en ny uge begynder. Men sådan er det ikke hos Jesper Tøttrup på Mellemgård.

Han har rygende travlt denne weekend. For han sælger juletræer, og det er netop denne weekend, at forventer at handle allermest.

- Lørdag solgte jeg 120 træer, og normalt er det sådan, at lørdag er en indikation på, hvordan søndagen bliver. Søndag er altid større og de seneste år har jeg solgt det dobbelte om søndagen, siger Jesper Tøttrup, mens han går rundt i plantagen.

Da TV2 Nord fanger ham på telefon søndag formiddag, er der allerede fyldt med folk, der er ude for at finde det perfekte juletræ.

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Usikker på udfaldet af næste weekend

Juletræssælgeren havde egentlig frygtet at søndagens dårlige vejr, ville skræmme kunderne væk, men det er der altså intet, der tyder på. Der er også nok at lave for børnefamilierne - for foruden at fælde juletræer, er der en lille butik med julepynt og dekorationer, et krearum til børn og selvfølgelig mulighed for at spise æbleskiver og drikke varm kakao.

- Vi tager en god pris for vores træer, men vi går også op i, at vi giver folk en god oplevelse, siger han.

Prisen for et af hans juletræer er 170 kroner per meter, det bliver altså typisk 330-340 kroner for et træ. Og han sælger både Normannsgran, rødgran og Nobelis.

Det er netop nu - i de to sidste weekender inden jul, at han plejer at sælge mest.

Alligevel er han en smule usikker på næste weekend.

- Det er så tæt op ad jul, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Men jeg har hørt de andre juletræsproducenter ad og flere af dem forventer en stor weekend alligevel, forklarer han.

Over hele sæsonen sælger han mellem 1200-1500 træer. Indtil videre sælger han hvert år flere træer end det forrige.


Patienter skal vente i månedsvis på hjælp: - De har simpelthen så ondt

Foto: Jakob Fenger / TV MIDTVEST

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Patienter i Thy og på Mors med kroniske lidelser risikerer at skulle vente i månedsvis på at blive røntgenfotograferet eller scannet.

Ventetider på op mod fem måneder for en røntgenundersøgelse eller scanning er helt uacceptabelt.

Så kontant er udmeldingen fra Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, efter hun er blevet gjort bekendt med meget lange ventetider for foreningens 800 medlemmer i Thy og på Mors.

En stor del af dem er frustrerede over, at de må vente mange måneder, hvis de skal røntgenfotograferes eller scannes. Det fortæller kredsformand Lone Pedersen fra Koldby.

- I så lang en periode kan der ske en stor forværring af deres sygdom, hvis ikke de kommer hurtigt afsted, siger Lone Pedersen.

Ud af regionen

I stedet for undersøgelser på Aalborg Universitetshospital i Thisted bliver de gigtsyge henvist til blandt andet Skive og Holstebro. Dermed skal de køre ud af regionen.

- Jeg har kendskab til medlemmer, der bor i Hanstholm, og som siger nej til at køre til Skive eller Holstebro. De har simpelthen ikke kræfter til at sidde i en bus eller en bil, og må vente fem måneder på røntgen i Thisted, fortsætter Lone Pedersen.

Gigtpatienterne i Thy og Mors har mødt udfordringen over en længere periode, og det belaster i høj grad deres psyke, siger kredsformanden.

- Det betyder, at deres sociale liv går i stå. De kan ikke komme ud blandt andre mennesker, fordi de simpelthen har så ondt, samtidig med at de bliver kede af, at de ikke kan blive behandlet, siger hun.

Generelt er der på landsplan lange ventetider på røntgen og scanning. Men Region Nordjylland skiller sig ud, mener Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.

- Ventetider på en røntgenundersøgelse på op til et halvt år er jo bare starten af et behandlingsforløb. Det vil sige, at Region Nordjylland er langt, langt fra at overholde behandlingsgarantien. Og det er helt uacceptabelt set fra patientens perspektiv, siger direktøren.

Formanden for det ansvarlige politiske udvalg i den Region Nordjylland, Lina Hundebøll Jespersen fra Venstre, er også langt fra tilfreds med situationen.

- Selvom vi ved, at området er hårdt belastet, så ved vi godt, at borgerne i Thy og på Mors har langt til behandling, så det er vigtigt, at vi forfølger det her, siger udvalgsformanden.

Hvad kan I gøre politisk for at komme de frustrerede gigtpatienter i møde?

- Vi kan blive ved med at sætte fokus på det og forfølge, at ventetiderne bliver sat ned, siger Lena Hundebøll Jespersen.

Ikke begejstret 

Et andet regionsrådsmedlem, Anny Winther fra Venstre, er heller ikke begejstret for de dystre tal.

- Jeg synes, der er noget vi skal have hanket op i. Derfor vil jeg stille spørgsmål til regionsrådet, så vi kan få opklaret, hvad der er årsagen til de lange ventelister, siger hun til TV MIDTVEST.

Og kredsformanden for Gigtforeningen Thy-Mors synes kun det kan gå for langsomt med at få de månedlange ventelister bragt ned.

- Det kan føre til en menneskelig tragedie, at man ikke bliver behandlet indenfor den tid, det skal være, siger Lone Pedersen.


Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

AaB’s Kasper Jørgensen har aldrig lagt skjul på, at han hader at spille kamp på kunstgræsbaner.

Især på Silkeborgs kunstgræsbane, som går for at være den 'hurtigste' i Danmark.

Og efter AaB’s 1-1 kamp på selvsamme bane tilbage i oktober måned sagde samme Kasper Jørgensen lige efter kampen, at 'det er noget lort at spille på'.

Men Kasper Jørgensen må dog finde sig i lige nu at træne på AaBs nyanlagte kunstgræsbane på anlægget i Øster Uttrup, da græsbanerne er lukket ned for i år - men det er han helt indforstået med.

Og for en uge siden var Kasper Jørgensen og AaB tilbage på Danmarks hurtigste bane i Silkeborg, hvor de spillede 2-2 i den første af to kvartfinaler i dette års pokalturnering.

Mandag klokken 19.00 spilles returkampen på Aalborg Portland Parks grønsvær, og det glæder Kasper Jørgensen sig til. Først og fremmest, fordi kampen er på græs, og det, mener Kasper Jørgensen, er en klar fordel for AaB, fordi Silkeborg ikke kan få gang i deres hurtige kombinationsspil, som de er kendt for på kunstgræsbanen i Silkeborg. 

Brændte selv

På spørgsmålet om man helt burde forbyde at spille 3F superligakampe på kunstgræs, trækker Kasper Jørgensen på smilebåndet.

- Det skal jeg ikke kloge mig på, men jeg er klart mere til græs end kunst. 

Mandag gælder det en plads i semifinalen, hvor der skal findes en vinder.

Ultimativt kan kampen ende i en straffesparkskonkurrence, og derfor sluttede gårsdagens træning med intern straffesparks konkurrence, som træner Menno Van Dam bad os om ikke at filme.

Man skulle jo nødig afsløre, hvilke fem spillere der i givet fald skal sparke for hjemmeholdet.

Om det var kunstgræsbanens skyld, at netop Kasper Jørgensen misbrugte sit spark, da han til stor morskab for de øvrige spillere gled og sparkede bolden langt over målet, skal vi lade være usagt. 

Vinderen af mandagens kvartfinale går videre til en semifinale, som først spilles i 2025. Selve finalen spilles Kristi Himmelfartsdag 2025, og ikke i Parken på Nationalstadionet som man plejer. Den er i stedet henlagt til Brøndby Stadion.

Mandagens kamp kan ses direkte på Viaplay.


Frivillige står for julehjælpen: - Det er en ære

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Projekt Kirke i Nordjylland har i år haft rekord-mange ansøgere, og de uddeler i omegnen af 1600 julehjælpsposer.

Julen handler for mange nordjyder om den brune sovs, de sprøde flæskesvær og brune kartofler.

Men for mange andre er det slet ikke en mulighed. For fjerde år i træk stiger antallet af julehjælpsansøgninger til støtteorganisationer som Mødrehjælpen, Blå Kors og Projekt Kirke.

- Vi kan se en helt tydelig stigning. Vi kan se det på, hvor tidligt folk ansøger og det klare antal af folk, der søger. Der er flere, vi må afvise, lyder det fra Projekt Kirkes lokale koordinator i Hjørring, Vibeke Frandsen Lundorf.

David Lundager har taget sine to børn med til at hjælpe med julehjælpen.

En af de frivillige på stedet, David Lundager, sætter en ære i at møde op og hjælpe med at afvikle Projekt Kirkes dag for julehjælp.

- Det betyder meget for mig at få lov at være en del af det her. Man får lov at se alle de mange mennesker, som det her har så stor en betydning for. Det er en ære, siger David Lundager.

Se det hele indslaget om julehjælpen her:

En kurv med alt godt til julebordet- og juletræet.

I Projekt Kirkes julepose er der alt godt til juleaften, så familierne ikke skal stå med tomme tallerkener, og så er der også gaver til børnene.

- Det er mennesker, som kan have svært ved at få en jul til at køre rundt, som vi andre kan være vant til det. De får virkelig gavn af det her, siger Carsten Jensen, præst i Projekt Kirke i Hjørring.

Det gode eksempel

For David Lundager handler det ikke bare om, at han gerne vil hjælpe. Til uddelingen har han nemlig taget sine børn med, så de også lærer af det.

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt at starte med mine egne børn, så de lærer, at det med at kunne hjælpe andre, der måske ikke har samme ressourcer og muligheder, det er rigtig vigtigt, lyder det fra faren til Levi og Mathi.