Ingen arbejdsopgaver tilbage: AaB sender medarbejdere hjem
Foto: Daniel Mikkelsen
Fodboldklubben AaB har valgt at sende hovedparten af sine medarbejdere hjem på ubestemt tid som følge af coronakrisen.
Superligaen ligger ligesom al anden sport i Danmark stille i øjeblikket for at undgå, at coronavirussen skal sprede sig i befolkningen, og det får nu konsekvenser for de ansatte i fodboldklubben AaB.
AaB's medarbejdere har hidtil fulgt anbefalingen om at arbejde hjemmefra, men fredag har klubben valgt at sende de ansatte hjem, uden at de skal arbejde. Det sker, fordi der ikke er flere arbejdsopgaver tilbage at løse, så længe fodboldsæsonen ligger i dvale.
- Vi er opmærksomme på, at alle i øjeblikket er ramt af situationen, og vi har taget dette skridt for at sikre, at vi også kan tilbyde job til alle, når tilstanden om forhåbentlig ikke så mange uger begynder at nærme sig et normalt leje, siger AaB's administrerende direktør Thomas Bælum ifølge klubbens hjemmeside.
Ingen mister deres job
Alle medarbejdere vil med støtte fra regeringens trepartsordning få udbetalt fuld løn, mens de er sendt hjem, og de kan returnere til deres stilling, når AaB kalder dem tilbage på arbejde. Det sker, når situationen omkring coronavirus har ændret sig til det bedre.
- Vores medarbejdere og deres familiers helbred er altafgørende for os, og med beslutningen stiller vi nu også en jobsikkerhed, og vi ser frem til igen at have alle vores dygtige folk tilbage i deres vante funktioner, siger Thomas Bælum.
Spillerne i AaB's Superliga-trup er ikke omfattet af ordningen, men størstedelen af trænerstaben samt de fleste administrative medarbejdere vil blive hjemsendt. Spillerne selvtræner, indtil coronasituationen vender og det igen bliver tilladt at være forsamlet i større grupper.