Ingen smitte fundet på minkfarme udenfor Nordjylland

Fødevarestyrelsen har testet 125 minkbesætninger for coronavirus, og ingen steder er der testet positiv for sygdommen.

Det er ene og alene på nordjyske minkfarme, der er blevet fundet COVID-19.

Det viser en national screening, hvor Fødevarestyrelsen har udtaget stikprøver fra ti procent af de danske minkfarme.

- Det er en rigtig god nyhed. Regeringen har taget fundet af COVID-19 i minkfarmene meget alvorligt, og nu da vi ved, at sygdommen ikke er udbredt i de danske minkfarme, kan vi koncentrere os om at forebygge smitte i besætningerne og lægge planer for, hvad vi skal gøre, hvis flere besætninger bliver smittet, siger fødevareminister Mogens Jensen. 

Smitte på tre nordjyske minkfarme

I alt er 125 danske minkbesætninger blevet testet. Den store screening blev iværksat, efter at der blev konstateret smitte i tre nordjyske besætninger. Disse besætninger har ikke været en del af screeningen.

Test af virus fra to af de smittede nordjyske besætninger har vist, at mennesker og dyr har været smittet med samme virusstamme.

Billeder fra 18. juni, hvor mink blev aflivet efter fund af COVID-19.

Om det er den samme virus, som også er blevet fundet ved den tredje smittede besætning i Nordjylland, er man stadig ved at finde ud af.

Vil stille krav til minkavlere

Nu vil regeringen, sundhedsmyndighederne og Fødevarestyrelsen lægge en strategi for, hvordan smitteudbrud skal håndteres fremover.

- Mink har vist sig modtagelige for sygdommen. Derfor kommer vi til at stille nogle krav til ejerne for at undgå, at vi får flere smittetilfælde. På nuværende tidspunkt opfordrer vi derfor minkejere til at udvise ekstra forsigtighed, så de ikke uforvarende kommer til at sprede COVID-19, siger Mogens Jensen. 

Det er stadig for tidligt at sige, hvornår strategien bliver præsenteret.

Alle mink på de tre nordjyske minkfarme, hvor der er blevet konstateret smitte, er blevet aflivet.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland