Kolonihaver må tages i brug før tid – men formændene frygter vandskader
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Aalborg Kommunes kolonihaveejere må vente til sædvanlig tid 1. april med at trække frisk luft og vaske hænderne.
Aalborg Kommune har givet tilladelse til at åbne for vandet i de 2.400 kolonihaver. Men vi risikerer vandskader, som vi selv hæfter for, siger man hos Kolonihaveforbundet Nordjysk Kreds.
For mange nordjyder kan det være belejligt at sende et coronaramt familiemedlem i karantæne i kolonihaven – eller bare bruge det for at få ekstra frisk luft, hvis lejligheden bliver for trang.
Aalborg Kommune har fået flere henvendelser fra borgere, som ønsker at tyvstarte på sæsonen, der ellers først begynder 1. april.
Tilladelsen er da også blevet givet. Tirsdag skrev fuldmægtig Steen Andersen fra Park & Natur-afdelingen hos Aalborg Kommune rundt til kolonihaveforbundenes formænd for at informere om, at der nu gerne må åbnes op for vandet – 14 dage før tid.
- Der kan jo sidde fem ældre, som ikke får beskeden, og vi kan jo ikke engang nå at sende et brev ud til dem. Derfor har vi valgt at melde samme besked ud til alle vores beboere. Nemlig at vi åbner for vandet til normal tid – 1. april.
Jørgen Olesen, sekretær i kredsbestyrelsen, Kolonihaveforbundet Nordjysk Kreds
- Vi giver en ekstraordinær tilladelse i år på grund af corona, for vi ved godt, at folk gerne vil mere ud i det fri, og så skal de naturligvis også have mulighed for at vaske deres hænder, sådan som reglerne foreskriver, siger Steen Andersen, der står for den daglige kontakt med kolonihaveforbundene.
Normalt åbnes der først op til april for at undgå frostskader i rørene, men den milde vinter betyder, at man hos kommunen i år ikke mener, der er dén risiko.
Formænd: - Vi tør ikke
Men selv om Aalborg Kommune altså har givet grønt lys til at lade koloniejerne flytte ind i deres små huse med højt til himlen to uger, før de plejer, så har man hos Kolonihaveforbundet Nordjysk Kreds med 2.400 medlemmer og 27 foreninger ikke valgt at lade vandet flyde.
- Vi tør simpelthen ikke at åbne op før tid. For vinteren igennem har alle haft deres vandhaner til at stå åbne for at undgå frostskader på rørene, og har de så ikke fået beskeden om, at de nu skal lukke for hanen, inden vi åbner op for vandet, ja så fosser det ud med vand og ender med en vandskade. Og den risikerer vi at hæfte for – det er sket før, fortæller sekretær i kredsbestyrelsen Jørgen Olesen.
Han understreger, at man nemt kan ringe rundt til alle beboere i de små foreninger, men i de store med mange hundrede medlemmer, er det for stor en opgave – og man risikerer at ’miste’ nogen undervejs.
- Der kan jo sidde fem ældre, som ikke får beskeden, og vi kan jo ikke engang nå at sende et brev ud til dem. Derfor har vi valgt at melde samme besked ud til alle vores beboere. Nemlig at vi åbner for vandet til normal tid – 1. april.